Ditte Julie Jensen er aktuel med sin nye kagebog Sommerdrømme, som indeholder de lækreste, sommerlige opskrifter, der gør det svært ikke at håbe på en anledning til at kreere en af de smukke kager. Og man skal vel egentlig huske at fejre hverdagen, right?!  I anledning af udgivelsen har vi taget en snak med Ditte Julie om tankerne bag bogen.

Du udkom først med bogen Vinterdrømme. Har planen hele tiden været, at du også ville skabe en Sommerdrømme?

Ja, det har det egentlig. Faktisk skulle Vinterdrømme have været en julebog, men jeg valgte at lave det til en vinterbog i stedet. Simpelthen for at ramme mere bredt. Og det var da dén beslutning blev truffet, at jeg også besluttede, at der selvfølgelig også skulle komme en Sommerdrømme – og mon ikke der også kommer en Forårs- og Efterårsdrømme.

Hvad har været særligt vigtigt for dig med udviklingen af opskrifterne?

Det har været enormt vigtigt for mig, at alle opskrifter skulle skabe inspiration til min stel- og bageserie By Ditte Julie. Jeg ønsker at vise, hvordan formene og stellet kan bruges på et hav af forskellige måder og, hvordan man kan skabe super smukke kager ved hjælp af en flot form.

Hvad har været det sværeste i processen med at skabe Sommerdrømme?

At få så mange smagsvarianter frem som overhovedet muligt, men samtidig holde sig til sommerens bær og frugter.

Hvad har været det bedste i processen med at skabe Sommerdrømme?

Det bedste i processen har helt klart været kreativiteten i køkkenet. Jeg har virkelig sluppet fantasien og kreativiteten løs i køkkenet og har leget med smagskombinationer og især med mine produkter, der har fået helt nye udtryk og kombinationer.

Hvad kan man som læser forvente af bogen?

En masse inspiration, sommerlige opskrifter og kreativitet. Og ikke mindst en masse how to og guides til, hvordan man kommer i mål med en smuk kage.

Du laver jo de vildeste kreationer! I Sommerdrømme kan alle da bage med eller skal man have en vis erfaring?

Det ville være forkert at sige, at man skal have et bestemt niveau for at være med i Sommerdrømme. I mange tilfælde er det formene, der gør arbejdet for en. Formene skaber de fineste former og den flotteste finish. Derudover handler det ofte om, at forstå opskriften korrekt og tage det step by step. Derfor har jeg også gjort utrolig meget ud af at skrive opskrifterne let forståeligt og har inkluderet en masse how to med forklaringer og billeder, hvis opskriften har behøvet lidt ekstra. Derudover kan alle mine opskrifter “deles op” og man kan altid tage noget fra. Fx kan man undlade glazen, hvis man ikke vil kaste sig ud i det. Eller undlade at temperere chokolade til et chokoladebånd. Kagerne er nemlig også super flotte uden.

Hvor finder du din inspiration fra til at blive ved med at finde på nye kager og smagskombinationer?

Hver gang jeg har bagt eller lavet noget, så får jeg nye idéer. Jeg tænker tit “hvad hvis nu der var det her i” osv. Men jeg bliver også super inspireret af fx at stå i Torvehallerne og kigge på alle de lækre råvarer.

Har du en yndlingskage i bogen?

Jeg har mange, men Kirsebærsymfoni med hasselnøddenougat og Rabarbersneglekage med pistacie crumble er virkelig, virkelig gode.

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide