Diverse

Blid bondage – hvad, hvorfor og hvordan?

Info

Iben Helena Mortensen

Redaktør hos Eroti.dk – Et sted, hvor du kan finde guides til romantik, erotik og sexlegetøj

 

Mød Iben Helena Mortensen. Hun er 22 år og bosat i Aarhus. Til dagligt arbejder hun i IKEA og ved siden af arbejder hun som redaktør og produktanmelder hos online magasinet Eroti.dk. Et sted, hvor man kan finde guides til romantik, erotik og sexlegetøj, og som har en mission om at normalisere brugen af sexlegetøj og sætte fokus på, at det er både sundt og almindeligt at udforske sig selv og sin partner seksuelt. 

Selv var Iben usikker og forvirret omkring sin seksualitet og grænser som teenager, og da hun ramte de tidlige 20’ere, besluttede hun sig for at vende usikkerheden til fascination og nysgerrighed på krop og seksuel aktivitet. 

Fremover vil du her på ChriChri kunne læse Ibens anbefalinger og guides til at udforske dig selv og dit sexliv.


Langt de fleste husker, hvordan Fifty Shades Of Grey tog verden med storm, og særligt det kvindelige publikum var begejstrede over den erotisk-romantiske fortælling. Det var også hovedsageligt kvinder, der sad intenst med næsen begravet i bøgerne eller dånede hver gang Mr. Grey viste sig på skærmen. Udover de mange fantasier Mr. Grey satte gang i hos publikummet, så åbnede karakteren også øjnene for noget helt andet; fetish-verdenen.

 

Efter Fifty Shades Of Grey udkom, steg salget af fetish-sexlegetøj nemlig markant, og det begyndte at blive mere populært at inddrage BDSM-udstyr og -lege i soveværelset; hvad end det var det blide eller det hårde af slagsen. Den dominante/submissive leg er noget, mange har følt sig draget af. Det er også for alle – man skal blot vide, hvor man skal begynde. Det er her, blid bondage kommer ind i billedet.

 

Var du også en af dem, der var yderst investeret i Fifty Shades Of Grey, og drømmer om at gøre dit eget soveværelse til samme erotiske univers? Mangler du inspiration til at spice det hede samvær med din partner op? Eller er du blot nysgerrig på, hvad blid bondage egentlig er? Så er du kommet til det helt rette sted.

 

Hvad er blid bondage?

I ordet ”BDSM” er det B, der står for bondage. Bondage betyder ”fiksering” og er, når man tænder seksuelt på at fiksere sin partner eller blive fikseret – eller begge dele. Bondage kan udføres på mange måder, men er man ny inden for bondage-verdenen, er det bedst at starte med den simple bondage. Blid bondage er den mest generaliserede og mindst komplicerede del af bondage-universet. Det kan indebære brugen af reb, håndjern, bondage-tape og manchetter, som ligner håndjern, men blot er bløde, fleksible og oftest lavet af stof eller læder.

 

I bondage er det underkastelsen og overlegenheden, der er det ophidsende for de deltagende parter. I daglig tale er det den ”submissive”, som er den, der underkaster sig og bliver fikseret, samt den dominante, som er den, der er overlegen, har kontrollen og fikserer. Det er slet ikke så kompliceret eller vovet, som det måske lyder, og der er plads til alle erfaringsniveauer.

 

At introducere det for sin partner

Du ved nu, hvad blid bondage er, og du har måske allerede investeret i et blindfold, lagt rebet klar og givet den fuld gas med fantasierne om dig, ham og jeres eget Fifty Shades Of Grey-eventyr. Du mangler nu bare én ting; at introducere det hele for din partner. For hvordan gør man lige det?

 

Det er vigtigt at huske på, at jeres første gang – eller anden og tredje for den sags skyld – ikke vil blive som i filmene. Bondage indebærer nemlig i virkeligheden en masse tillid, samtykke og lyst. Man skal derfor aldrig presse sin partner til noget, de er usikre på, ligesom man heller ikke selv skal lade sig presse. Inden du introducerer de skønne fantasier for din partner, så overvej selv:

 

  • Hvad finder jeg frækt/interessant ved bondage?
  • Vil jeg fikseres eller blive fikseret?
  • Skal det være som en del af forspillet, selve samlejet eller noget helt tredje?
  • Hvor går min grænse ift. at blive fikseret/fiksere?

 

Du kan herefter fortælle din partner om din fantasi. Dette kunne være:

  • ”Jeg fantaserer om at prøve blid bondage. Hvad siger du til det?”
  • ”Jeg kunne godt tænke mig at blive bundet/binde dig under sex. Hvordan har du det med det?”
  • ”Hvad ville du synes om at tage håndjern med under sex?”

 

Deler din partner dine fantasier, så tag en snak omkring jeres forventninger til at udleve det sammen. Kommuniker jeres grænser, ønsker og alt ind imellem, så I kan få den dejligste oplevelse sammen. Er du stadig ikke helt sikker på, hvordan du skal tage snakken – eller mangler du bare at få stillet nysgerrigheden omkring bondage-universet og vide lidt mere om det hele? Så kan du læse meget mere om det ved at trykke her.

 

Helt til slut…

Før du lader din partner forføre dig, og I kaster jer ud i at udforske alle 50 nuancer af grå, så husk altid de tre nøgleord inden for den erotiske verden; samtykke, kommunikation og nydelse. Grundlaget for en sjov, sanselig og forførende oplevelse er nemlig, at I begge er med på, hvor lysten er stærkest og hvor grænserne går. Oplevelsen med bondage skal ikke være lignende en erotisk-romantisk film; den skal være jeres helt egen. Det er nemlig der, det er mest magisk – når en dejlig fantasi bliver til en endnu dejligere virkelighed.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *