Hvordan bliver du tryg i et parforhold?

Du finder en, der vil forholdet lige så meget som dig. Kort sagt. Det vil sige, at du finder en mand, der både er klar til at indgå i et parforhold OG er klar til at gøre det med lige netop dig. Men det er jo ikke nok, for der er faktisk mænd, der både ønsker noget seriøst og er fuldstændig klar til at droppe singlelivet, men det betyder ikke nødvendigvis, at sådan en mand gør dig tryg. For hvis han er følelsesmæssigt fraværende og glider af på dine forsøg på følelsesmæssig kontakt, så skaber det stadigvæk en utryghed i dig. Der kommer en afstand i relationen, hvor du føler dig alene. Og tjah, du kunne måske lige så godt være alene. Er der noget mere ensomt end at kigge på et menneske, man elsker, som bare ikke er til stede mentalt eller følelsesmæssigt?

Du skal ikke kæmpe, men gå

Måske vil den her afstand få dig til at kæmpe for forholdet, og nogle gange er det kampen værd, hvis han også er villig til at nærme sig dig. Andre gange er det ikke kampen værd, da det ikke er en kamp, du kan kæmpe alene – den kræver begge parter. Alligevel kæmper mange kvinder den her kamp alene, fordi de er drevet af håbet. Hvis de bare gør sådan og sådan eller giver ham lidt mere tid, så kan det være, det bliver bedre. Måske kender du det?

Så hvis du befinder dig i en situation, hvor du er i et ikke-forhold med en, der ikke rigtig vil binde sig, men alligevel giver dig tilstrækkeligt til, at du føler håb, eller hvis du er ensom i et forhold, hvor dine følelsesmæssige behov bliver negligeret, og der ikke er villighed til at skabe mere følelsesmæssig kontakt, så er det klart, at du er utryg i forholdet. Og det skal du ikke bortforklare, for det er helt reelt. Jeg hører tit sætninger i stil med: ”Men han er faktisk et rigtig sødt menneske,” eller ”jeg skal også blive bedre til at se de gode ting, han trods alt gør,” eller ”han har virkelig haft en hård opvækst, så jeg kan godt forstå, det er svært for ham at vise følelser” og så videre. Det er ikke, fordi de her udtalelser er forkerte. De er bare irrelevante. For hvis du er sammen med en dejlig mand, som er god mod børn og dyr, men han samtidig udsulter dig følelsesmæssigt, så er det vel det eneste, du bør have fokus på? For det handler om DIG, og du skal da have en god grund til at blive i forholdet.

Du er IKKE needy

Du svigter dig selv, hvis du ikke anerkender, at du har brug for følelsesmæssig kontakt. Vi er sociale væsener, og vi er født til at skabe kontakt til vores omgivelser. Nogle har bare aflært vigtigheden af dette, og så er det pludselig blevet gjort forkert overhovedet at have brug for den dybe kontakt. Men det er IKKE forkert. Det er naturligt. Derfor skal du ikke skamme dig over, at du er needy i et forhold, for du er kun ’needy’, når dine følelsesmæssige behov ikke bliver mødt. Se på børn. De er også ’needy’, når de bliver ignoreret. Og vi bliver altså ikke ligeglade med kontakt, bare fordi vi er voksne.

Det betyder, at du ikke bør gøre dig selv forkert, fordi du måske er faldet for mænd, der enten ikke vil binde sig eller ikke kan være tilstrækkeligt til stede følelsesmæssigt. Det handler ikke om, at du på grund af sådan en mand så også skal aflære dit behov for kontakt. Nej, der er snarere tale om, at du skal finde den rette mand, som jeg skrev i starten. En mand, som gør dig tryg, fordi han både er klar til et forhold, og han ønsker det med dig, og derudover er han til stede i jeres relation. Han både kan og vil støtte dig, når du har brug for det, og han både kan og vil heppe på dig, når det går dig godt. Han gør det, han siger, han vil gøre, og han viser dig kontinuerligt, at han er interesseret i dig som menneske og i at blive i jeres relation.

Hvis du har dårlige erfaringer med dig, der består af svigt, afvisninger, manipulerende kommunikation og magtspil, skal du have opbygget tilliden til mænd igen, og det sker ved, at du finder en pålidelig mand, der gentagne gange viser dig, at du kan stole på ham. Det er noget, du skal erfare ved at opleve det, og det starter med, at du ser de røde advarselslamper hurtigt i en ny relation og dermed får valgt de forkerte mænd fra, før du bliver følelsesmæssigt hooked. Vælg fra, så du kan skabe plads til den rette.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Pas på dit hår: Sådan gør du

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold. Sundt og velplejet hår er noget af det øverste på ønskelisten hos rigtig mange kvinder og mænd. Dit hår er

De lækreste spinatvafler

Ingredienser1 banan 1 dl frosne ærter 1 stor håndfuld frisk spinat 1 håndfuld frosne broccoli 1-2 dl havregryn afhængig af, hvor faste vaflerne skal være