I podcasten Rebel Girls læser en række kendte kvinder stemme til nogle af de mest bemærkelsesværdige kvinder gennem historien som Frida Kahlo, Virginia Hall og Billie Jean King. Sidstnævnte er det Lina Rafn, som læser historien højt om tennisspilleren, der ikke ville acceptere forskelsbehandlingen mellem kvinder og mænd i hendes sportsgren. Vi har taget en snak med Lina Rafn om, hvorfor det er så vigtigt, at børn – måske i særdeleshed piger – hører disse historier og ikke kun de klassiske eventyr, når der skal læses godnathistorie.

Hvorfor valgte du at medvirke i Rebel girls?

Jeg valgte at medvirke, fordi jeg godt kan huske, hvordan det var at være en pige i start 80’erne. Der var ikke så meget konsensus om, at kvinders rettigheder var vigtige. Faktisk ligesom man også oplever i dag. Piger har brug for at høre de her historier. Høre at de er vigtige. Det hele handler om repræsentation. Repræsentation er alt. Vi skal fortælle historier om alle slags mennesker, så alle har nogen at spejle sig i, og derfor skal piger også have stærke kvinder at spejle sig i.

Er du selv en rebel girl?

Jeg har aldrig tænkt mig selv som en rebel. Jeg synes, der er strukturer i vores samfund, som er ugunstige, og det er dem, jeg synes, vi skal gøre op med. Og når man vil det, så giver det selvfølgelig gnidninger, fordi mennesket mest af alt har lyst til at blive i den virkelighed, som det kender.

Hvorfor er det vigtigt, at piger vokser op med fortællinger om disse bemærkelsesværdige kvinder som Frida Kahlo, Billie Jean King og Virginia Hall?

Alle historier er jo interessante og relevante, men det er at klart, at dem, der har ændret historien, er særligt spændende. Det er repræsentation før noget andet. Gennem verdenshistorien er der fortalt mange historier om hvide mænd, så vi mangler i den grad at høre om farvede og kvinder og dem midt i mellem. De her kvinders historier er vigtige, fordi det var svært for dem at komme til orde.

Har du selv haft lignende historier at spejle dig i under din opvækst?

Der var en dansk svømmestjerne, Susanne Nielsson, som jeg så op til, så jeg ville gerne gå til svømning. Mine forældre tog mig med ned i svømmeklubben i Herlev, hvor en mand skulle være med til at melde mig ind. Han spørger mig, hvorfor jeg vil svømme, og da jeg fortæller ham, at jeg gerne vil være ligesom Susanne Nielsson, så siger han ”hende skal du da ikke ønske dig at ligne”. Det siger han til en 5-årig pige! Fordi hun var muskuløs og ikke lignede hans billede af en kvinde. Dét kan jeg stadig blive indædt rasende over! Jeg kan godt undre mig over, at min mor ikke rejste sig op og gav ham en flyveskalle. Det havde jeg gjort i dag, men tiden var en anden dengang. Der grinede man bare af den slags. De her kvinders historier i podcasten er vigtige, fordi det var svært for dem at komme til orde.

Hvad håber du, at podcasten kommer til at rykke ved?

Jeg håber, at podcasten kan være med til at skubbe til de ubevidste strukturer. Jo mere vi ser og hører om personer, som vi ikke regnede med kunne repræsentere det ene eller det andet, jo mere alsidig bliver vores opfattelse af mennesker generelt. Som kvinde i musikbranchen er der for eksempel mange, som har antaget, at det var min mandlige makker, Paw Lagermann, som lavede alt musikken, hvor jeg har tænkt ”nu skal I simpelthen stoppe”. Jeg vil bare gerne have noget mere repræsentation, så piger ved, at man kan sprænge rammen. Bare fordi vi endnu ikke har gjort op med noget, skal det jo ikke blive ved med at være sådan. Derfor er repræsentation jo alt, fordi det tjener som inspiration til at ændre på verden.