[single_post_category_name]

7 frække romaner til dig der elsker Bridgerton

Annonce for Gyldendal

Du har set det sidste afsnit af Netflix-serien Bridgerton. Du har sukket over hvert eneste billede på Regé-Jean Pages Instagram-profil. Men din sult efter romance er ikke stillet. Bare rolig: Den næste sexede hertug er lige om hjørnet … Eller skulle vi sige: På næste side? Her er en stak fænomenale, historiske kærlighedsromaner til dig, der savner Bridgerton.

 

Lige siden tidernes morgen har få ting kunnet få den kollektive puls lige så meget op som en god kærlighedshistorie: Fra ridderromaner til eventyr, fra Shakespeare til Jane Austen. Og nu med Bridgerton er der igen mange af os, der tørster efter mere historisk romance.

Blandt de historiske kærlighedsromaner er der virkeligt noget for enhver smag, og vi har samlet syv, der stensikkert går rent ind. Så læn dig tilbage, tænd nogle stearinlys og god læselyst.

 

1. Til dig, der elsker et godt mysterium

Elskerindens skygge af Lisa Kleypas

Vi befinder os i det victorianske London. Grant Morgan er et magtfuldt medlem af The Bow Street Runners, Londons første politikorps. Vivien Rose Duvall er en smuk kurtisane, hvis løgne tidligere har ydmyget den unge og eftertragtede Grant.

Da Vivien vågner efter noget, der nær var endt som en fatal drukneulykke, har hun hukommelsestab. Grant ser sit snit til at bilde hende ind, at hun tidligere har været hans elskerinde, så han endelig kan få sin hævn.

Ingen af dem kan imidlertid nægte, at mærkerne på hendes hals sandsynliggør, at opholdet i Themsens snavsede vand ikke skyldtes en ulykke, og at hun fortsat er i fare. Grant og Vivien indleder en jagt på forbryderen, og imens de gør alt, hvad de kan for at være foran de onde kræfter, er der opstået varme følelser mellem de to.

 

2. Til dig, der elsker komplekse og fejlbarlige karakterer

Sommerskandalen af Meredith Duran

Hun er festens midtpunkt. En skandaløs og hemmeligt ensom enke. Han er en kvindeforfører, en læge, en lord og mere end noget andet havnet i en prekær situation og kan kun redde skindet, hvis han gifter sig. Lord Michael de Greys bror udpeger lige netop enken Elizabeth Chudderley, og selvom Michael finder hende både indtagende og dejlig, slår hun ham også som dybt foruroligende. Mod sådan en fascinerende modstander er Michael ikke sikker på, hvem der vil ende som vinder. Kan to så passionerede gamblere forhandle pligtægteskab, når deres hjerter har andre fordringer?

 

3. Til dig, der elsker historier om modsætninger, der mødes

Saras drøm af Lisa Kleypas

En spændende og lidenskabelig kærlighedshistorie om Derek Craven, en mand vokset op i fattigdom uden så meget som et navn, og Sara Fielding, en ung forfatterinde, der har levet hele sit liv i en isoleret, stille tilværelse, men skriver romaner om de farligere sider af livet.

De to møder hinanden, da Sara overværer en voldsom forbrydelse, der fører hende direkte sammen med Derek. Han er nok vokset op på gaden, men har kæmpet sig op og ejer Londons mest eksklusive spilleklub. Sara finder ud af, at der bag Dereks kyniske fremfærd, gemmer sig en mand, som er i stand til at elske mere passioneret, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Derek er sikker på, at han for Saras sikkerheds skyld bør holde sig fra hende. Men i en verden, hvor man aldrig kan vide sig sikker, er han pludselig den eneste, der kan beskytte hende. For da Sara og Derek ikke længere kan modstå hinanden, dukker en trussel op fra hans mørke fortid, som truer deres lykke … og måske deres liv.

 

4. Til dig, der elsker glamour og det 20. århundrede

Troskabens bånd af Barbara Taylor Bradford

På Cavendon Hall bor jarlen af Mowbray, Charles Ingham med sine fire, yndefulde døtre. Blandt dem er 17-årige Daphne den smukkeste engelske rose. Med hende er familiens fortsatte aristokratiske position sikret.

Men en katastrofe ryster Cavendon Hall, og pludseligt føles både familiens og Daphnes fremtidsudsigter usikre. Så da en fjern slægtning, Hugo Stanton, efter mange år i udlandet vender hjem, kan han blive familiens eneste redning. Samtidig trækker mørke skyer op over Europa. Året er 1913, og snart vil livet for den aristokratiske familien Ingham og deres hengivne stab af tjenestefolk forandre sig for altid.

 

5. Til dig, der elsker Jane Austen

Den nye jarl af Lisa Kleypas

Den nye jarl er første bind i Lisa Kleypas’ serie om Ravenel-familien og alle dens charmerende medlemmers kærlighedshistorier.

I Den nye jarl arver skørtejægeren Devon Ravenel titlen som jarl og overtager både gods og et enormt ansvar. Hans besiddelser er tynget af gæld, og den afdøde jarls tre søstre bor fortsat i huset … sammen med Kathleen, lady Trenear, den smukke, unge enke. Hendes skarpe vid og målbevidsthed matcher Devons, så et viljernes sammenstød er uundgåeligt. Kathleen ved bedre end at stole på et bæst som Devon, men der er en gensidig tiltrækningskraft imellem dem, som er umulig at kæmpe imod.

 

6. Til dig, der elsker barok, drama og skandinavisk romantik

De skandaløse af Simona Ahrnstedt

Året er 1685, stedet er det svenske slot Wadenstjerna og intrigerne er mange. Den attraktive greve Gabriel Gripklo er vendt tilbage til hjemlandet efter mange år udenlands. Med sig har han et blakket ry, og nu leder hans mor og søstre efter en hustru til ham.

Magdalena Swärd er den evige ungmø. Dannet, men fattig, der af sine omstændigheder bliver tvunget til at agere selskabsdame for en ung, forkælet baronesse sommeren over. Hendes opgave er at sikre en forlovelse mellem de to. Med sit hvasse tungebånd og puritanske kjoler er Magdalena indbegrebet af alt det, Gabriel ikke bryder sig om hos kvinder. Den dekadente greve repræsenterer omvendt alt det, hun foragter hos mænd. Men et natligt møde får konsekvenser, og snart befinder Magdalena og Gabriel sig i en lidenskabelig, forbudt og mere og mere skandaløs affære.

 

7. Til dig, der elsker en Skønheden og Udyret-fortælling

Et forførende tilbud af Tessa Dare – udkommer 20. maj

Da den fattige syerske Emma Gladstone dukker uventet op i George, den uforskammede hertug af Ashburys, liv, kommer hun som sendt fra himlen. Hertugen har nemlig brug for en arving, men da han er blevet vansiret under krigen, står frøknerne ikke just i kø for at give ham en. George overtaler Emma til at gifte sig med ham – om ikke andet så for hende at komme frem i samfundet.

Udover hans vansirede ansigt er George også blevet bitter og indelukket, så da han gifter sig med den levende, lykkelige Emma, håber alle hans elskværdige ansatte, at de kan forelske sig i hinanden. Men kan han nogensinde lære at elske en kvinde, hvis han ikke engang kan elske sig selv?

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide