Diverse

Vær seriøs, når du vælger kæreste

Foto: Shutterstock
info

Stine Gram
Kærlighedscoach
Find mere info her:

Tit når vi falder for en fyr, mister vi fokus. Hey, det er da sket for os alle – no shame. Alle de romantiske film, vi er blevet fodret med, siden vi var børn, handler om den uforløste kærlighed, altså den dramatiske kærlighed, der enten ikke kan lade sig gøre, eller involverer en masse tovtrækkeri frem og tilbage, før de endelig overgiver sig og finder sammen til sidst. Eller kender du de film, hvor de hader hinanden i starten og faktisk begge er ret irriterende og opfører sig som små børn og går ud af lokalet og ikke får talt sammen i flere dage eller uger, når de lige så godt kunne vende sig mod hinanden og bare tage samtalen nu som to voksne mennesker. Man kan godt blive lidt træt, når man ser den slags film, og nogle gange tænke: ’Jamen så find da sammen, eller drop det. Hvor svært kan det være?’ Men igen, så ville dramaturgien selvfølgelig ikke leve op til det, den skal leve op til for at fodre publikum.

Kærligheden er ret udramatisk

Men nu er vores liv jo ikke en film, og kærligheden er faktisk ikke særlig dramatisk. Enten passer man sammen, eller også gør man ikke. Enten vil man hinanden, eller også vil man ikke. Enten føles det rigtigt, eller også gør det ikke. Og som et fornuftigt og velfungerende menneske ville man jo tage konsekvensen heraf, så snart de her pointer gik op for en. Men det gør vi så bare ikke altid. Blandt andet fordi vi har accepteret, at det her frem og tilbage og hot and cold er det normale og noget, der hører datinglivet og kærligheden til. Og så fordi vores følelser og den fysiske tiltrækning spænder ben for det, fornuften udmærket ved. Har du lagt mærke til, at det er lettere at slippe et nyt forhold, hvis tiltrækningen ikke er særlig stor? Man kan stadig tænke ’argh, det var alligevel ærgerligt’, men så er man også videre. Men så snart tiltrækningen er stor, uha uha, så er det, som om vi bliver overtaget af noget, vi ikke kan kontrollere. Og et forhold, der ikke fungerer, MEN som indeholder stor tiltrækning, har det med at udvikle sig til et afhængighedsforhold.

Slår man ’afhængighed’ op på ordnet.dk, får man denne beskrivelse: ’det at være fysisk tilvænnet et vanedannende stof så man får abstinenser hvis stoffet ikke indtages.’ Og det er netop abstinenserne, der kan få dig til fortsat at se en fyr, du VED, ikke er god for dig. Du er ikke villig til at tage en kold tyrker og gøre det forbi, fordi du ikke er villig til at mærke abstinenserne, indtil de klinger af. Men du kan måske allerede her høre, hvor kortsigtet man tænker i sådan en situation. ’Jeg vil ikke have abstinenser, så jeg fortsætter,’ eller rettere sagt ’jeg vil ikke mærke ensomheden og kærlighedssorgen, så jeg fortsætter.’ Nogle gange kalder jeg det også bare hurtigt sukker. En del af din krop er blevet afhængig af hurtigt sukker, men du ved godt, at du ikke kan leve og fungere optimalt på en kost bestående af sukker. Faktisk gør den dig på sigt syg og svagelig.

Gør som en virksomhed

Det er tid til at tage dig selv seriøst. Ligesom en stor børsnoteret virksomhed ville tage det dybt seriøst, hvis de skulle ansætte en ny administrerende direktør. De ville bruge deres solide netværk for at finde passende kandidater, de ville have udfærdiget nogle væsentlige spørgeskemaer, de ville sparre med deres topprofessionelle bestyrelse og have flere samtalerunder med de udvalgte kandidater for at finde den bedst egnede direktør. Den direktør, der kan passe bedst på virksomheden, for en virksomhed værner man selvfølgelig om. De ville aldrig tænke: ’Jamen ham her føles da okay – han har i hvert fald charme, og han mødte da også op til den første jobsamtale. Skal vi ikke bare vælge ham? Så er vi også fri for at tale med flere.’

Du kan jo nok høre, hvor absurd det lyder. Men helt ærligt, hvorfor skulle vi ikke tage os selv lige så seriøst som en virksomhed? Hvis du gerne vil tage dig selv mere seriøst, må du finde ud af tre ting vedrørende din kommende kæreste: Dine dealbreakers, dine must haves og dine nice to haves. En dealbreaker kunne være, at han er ryger, at han har en kæreste (men gerne vil se dig også), at han bor i den anden ende af landet osv. Et must have kunne være, at han skal være følelsesmæssigt moden, være en støtte for dig, og at du tænder på ham.

Det her råd er ikke egentlig ikke så meget for, at du skal lave en liste (men det må du gerne). Det er mere for, at du skal have dig selv på dagsordenen og tage dine behov og ønsker seriøst. Ligesom en virksomhed ville gøre. Du er vel også din egen virksomhed, når alt kommer til alt. Du vil det bedste for dig selv og passe på dig selv, og så er det altså nødvendigt at sortere lidt, tænke mere langsigtet og droppe dit sukkerfix.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *