Nana Low er 30 år gammel, jobsøgende og bor ved Bisbebjerg med sin forlovede, Thomas. På mange måder helt som os andre. Og så alligevel ikke. For Nana tegner striber. De forbliver ikke bare i hendes notesblog, men bliver delt på hendes instagram-profil med små glimt af hverdagslivet i et parforhold, som har vakt så stor genkendelse, at kendte som Medina og Phillip Faber har delt dem videre. Nu har Nana netop udgivet en samling af sine bedste striber, og vi har taget en snak med hende om, hvordan hun overhovedet kom i gang med at lave komik på skrift.

Hvordan startede det hele? 

Jeg færdiggjorde i 2020 min uddannelse på Niels Brock som butiksassistent. Under min uddannelse, var det et krav, at man som en del af sine afleveringsopgaver lavede en blog (en slags dagbog, hvor man fortalte, hvad man havde lært af opgaven). I denne blog tegnede jeg små tegninger, der understøttede mine fortællinger. Min lærer, Peter Hallum, blev meget begejstret, og komplimenterede dem, hvilket gav mig lyst til at fortsætte. Jeg har aldrig været særlig selvsikker og altid haft det svært med at stå foran andre og fremlægge som eksempel. Men han formåede at få mig til at tro på, at mine tegninger var fantastiske. Faktisk endte jeg med at tro så meget på mig selv, at han fik overtalt mig til at tegne på tavlen foran hele klassen, mens han underviste. Sådan forgik undervisningen i en rum tid. Og jeg fik mere og mere tro på, at jeg kunne noget særligt. En dag skrev han til mig og sagde, at han skulle til et foredrag med Maren Uthaug – et tegnet foredrag, som han syntes, jeg skulle tage med til og vise mine tegninger til Maren Uthaug.

Der stod jeg så i køen, nervøs og lettere svedig og ventede på, at det blev min tur til at tale med Maren. Da det endelig blev min tur, aner jeg ikke, hvad der kom ud af mine mund, men hun forstod i hvert fald budskabet om, at jeg gerne ville høre, hvad hun mente om mine tegninger. Maren opfordrede mig til at lave en Instagram profil og give mig selv en deadline hver dag for på den måde at øve mig i at have en tidshorisont, udvikle min streg og få en skarpere pointe. Og det gjorde jeg. 31 marts 2020, lavede jeg min første stribe på instagramprofilen @nanas_striber og så voksede det derfra.

Jeg udviklede mig, mine striber fik en klar stil, en humor og et tema og striberne blev delt til højre og venstre – både af ukendte men også af kendte mennesker og firmaer som fx. Phillip Faber, Medina, Kaya Brüel, paradis is og Netto.

Efter et lille år med striberne tog jeg mod til mig og skrev til nogle forlag med henblik på en udgivelse. En ting jeg aldrig havde haft modet til førhen, men på grund af min lærer og min nyfundne selvtillid i mine tegninger, skrev jeg. Og så kom der svar. Dagen efter skrev jeg kontrakt med Byens forlag og d. 16 april udkom min stribesamling “Nanas striber – i forhold til forhold” og det er alt sammen fordi min lærer gav mig det skub, der skulle til – fordi jeg havde en lærer, der motiverede mig, troede på mig og hjalp mig med også at tro på mig selv.

Har du altid tegnet og skriblet? 

Det må man sige ja til. Jeg kommer fra en meget kreativ familie med en far, som er tidligere tegneserietegner og en mor, som laver billeder af tekstil. Jeg startede med at tegne så tidligt, at jeg ikke en gang kan huske, hvornår jeg første gang fik en blyant i hånden, men jeg husker særligt to ting fra mine helt tidlige år: På fjernsynet havde vi en knap der hed ”frys”, som gjorde, at billedet stod stille i 10 minutter. Når jeg så tegnefilm og jeg fandt et sted, hvor noget tiltalte mig, så trykkede jeg på knappen og så vidste jeg, at jeg havde 10 minutter til at gengive det på papiret. Til sidst blev jeg så god til at fange stilen, at jeg kunne tegne i samme stil i fri hånd. Senere blev jeg nysgerrig omkring realisme og begyndte at tegne mine forældre, når de sad og snakkede. Det sjove ved at se på disse tegninger i dag er, at de alle er tegnet i frøperspektiv, hvilket understreger, hvor lille jeg var, da jeg startede med at tegne.

Hvorfor var det lige striber, der vandt dit hjerte – hvad kan formatet? 

Jeg har altid kun bevæget mig i de to forskellige stilarter som nævnt tidligere. Det fede ved realisme er, at det er virkelighedstro, men ulempen er, at det er meget detaljeret og tager ekstremt lang tid at nå frem til resultatet og jeg har altid været en anelse utålmodig. Figurer i tegnefilm er ikke lige så detaljerede, men til gengæld forsvinder lidt af det menneskelige, sårbare udtryk. Striberne formår at forene det bedste fra begge verdener.

Det er nemt at og hurtigt at få det ned på papir, men det er muligt at tilføre tegningerne den menneskelighed, der forsvinder i figuren, ved at tilføre taleboblerne. Samtidig giver formatet mig mulighed for nemmere at tilføre humor til tegningen og det er især dette, der har skabt begejstringen hos mig. Humor på papir – det kan altså noget. Ikke blot fordi det er sjovt at se på, men også fordi, det er sjovt, mens jeg tegner det.

Hvad har været den største succes, siden du startede? 

Den største succes har helt sikkert været udgivelsen af bogen. Da jeg startede profilen på instagram for et års tid siden, gik der ikke mange uger, før jeg allerede havde en klar ide om, at det kunne være det fedeste nogensinde, hvis jeg en dag kunne udgive dem. Faktisk lavede min far mig en lille hjemmelavet bog med mine striber – en lidt sjov detalje, der understreger, mit store ønske om en udgivelse allerede tidligt i forløbet.

Så da jeg d. 16. april 2021 stod med mine striber i hånden, udgivet fra et rigtigt forlagt og trykt som en rigtig bog, føltes det som om, at jeg havde gennemført et Marathon. Alt det arbejde, jeg havde lavet, var pludselig blevet til noget fysisk. Jeg havde skabt noget. Jeg havde ført et projekt i mål og det var en kæmpe sejr og en fuldstændig vanvittig fed følelse!

Hvor får du inspiration fra? 

Inspirationen får jeg primært fra min forlovede Thomas, som, udover mig selv, er hovedperson i striberne. Da jeg startede, var verden i lockdown og jeg var pludselig fanget i mit eget hjem, hjemsendt fra arbejde og med kun vores liv i lejligheden som inspirationskilde – men Thomas er heldigvis hverken sart eller uden humor. Det sker, at min fantasi skaber en stribe, men som nævnt, tegner jeg oftest, det jeg ser, så størstedelen af de situationer, der er illustreret i striberne, er faktisk oplevelser fra min virkelige hverdag.

Jeg har altid vidst, at vi havde humoren tilfælles, men jeg har alligevel aldrig tænkt på os som værende de store komiker-typer, men nu efter at have set min hverdag udfolde sig på tegning, kan jeg pludselig se, hvor mega sjovt vi har det.

Det er sjovt, hvordan det før er gået ubemærket hen, når nogen har fyret en joke af, fordi situationen er så kortvarig, men når humoren bliver foreviget på en tegning, bliver man opmærksom på små glæder, som man ellers hurtigt ville have glemt og det synes jeg er fedt!

Hvordan kom idéen om en bog i stand? 

Jeg kastede mig simpelthen ud i at skrive ud til samtlige forlag. Et par stykker takkede nej, et par stykker viste interesse, men Byens forlag sagde ja med det samme. Og jeg er faktisk glad for at det blev dem.

Det er et lille forlag med en klar identitet og et skævt udvalg af læsestof. Med det mener jeg, at det ikke er de typiske bøger, som man ser alle andre steder. Det er unikt materiale, som er anderledes og som ikke kan kategoriseres, men som alt sammen er spændende på deres helt egen måde. Så det gav så meget mening, at striberne blev taget under netop deres vinger.

Din nye bog er en samling af dine striber – hvad har du lagt vægt på, da de skulle udvælges? 

Det første halve år af stribeprojektet lavede jeg en ny stribe hver eneste dag, og efterfølgende et par gange om ugen, så på et år kom der rigtig mange striber ud gennem tuschen, og der var derved ekstremt mange striber at vælge mellem. Det vi lagde vægt på, var, at striberne skulle kunne læses kronologisk, men samtidig for sig selv. Derfor var de striber, der blev udvalgt, nogen der viste en udvikling i forholdet og forholdets relation til generelle ting i livet som eksempelvis forelskelse, familie og hverdagen.