Marianne Helgstrands navn er vidt og bredt kendt indenfor hesteverdenen, men snart vil det også være et navn, folk uden hesteinteresse kender til. For Marianne har store drømme for sit smykkefirma Helgstrand Jewellery, der sælger fine jewellery af højeste kvalitet.
Hvordan fik du ideen til Helgstrand Jewellery og hvordan kom du i gang?
Når man rider dressur, så har man en såkaldt plastron på (en form for et slips) hvorpå man har en broche. Ryttere er lidt overtroiske omkring den her broche, så har man først reddet et stævne med sådan én og det er gået godt, så tager man ikke den broche af igen – den bliver en del af uniformen. Men jeg syntes, at der manglede en ordentlig broche i god kvalitet og flot design, og det var startskuddet til Helgstrand Jewellery
Til at finde inspiration til smykkernes udseende og udformning blev jeg rådet til at gå ture i skoven og ved vandet, og selvom jeg elsker naturen, så fandt jeg ingen inspiration her. Så gik jeg en tur ind i vores sadelrum, hvor alt rideudstyr ligger, og her faldt jeg over biddet i hovedtøjet, der blev min inspiration. Til at starte med havde jeg et lille udvalg af smykker, men da først posen med inspiration var åbnet, så kunne jeg ikke lukke den igen og siden har det grebet om sig med en masse serier nu, hvoraf flere af dem er inspireret af hesteverdenen, som jo er en stor del af mig og mit liv. Derfor er alle serier også opkaldt efter heste, som har haft stor betydning for mig, selvom smykkerne selvfølgelig ikke kun er til hestefolk.
Hvad har det krævet fra dig?
I starten krævede det ikke så meget af mig, for det var ikke det, jeg skulle leve af, men noget jeg gjorde, fordi jeg syntes, det var sjovt. Men som forretningen har grebet om sig, har det selvfølgelig taget mere af min tid, og nu er det smykkerne, som jeg arbejder med dagligt.
Hvad var dit første gennembrud?
Da jeg lige havde lanceret smykkerne i december 2015, var jeg til den store Hest og Rytter messe i Herning, hvor jeg havde en stand med mine smykker. Der kom en kunde forbi, som godt kunne lide mine smykker, men især kunne lide armbåndet om mit håndled. Det var mit eget design, hvor tanken bag er, at man med tiden kan udskifte guldcirklerne i armbåndet med cirkler i diamanter. Det armbånd jeg havde på, havde jeg kort forinden fået af min mand i 40 års fødselsdagsgave. Det specielle ved det var at hver anden cirkel var med diamanter og dermed ikke et jeg havde på lager. Kunden ville gerne købe præcis det armbånd med de mange diamantcirkler, og da jeg ikke kunne få fat i hverken min mand eller min guldsmed, som havde lavet armbåndet, måtte jeg sjusse mig frem til en pris og så solgte jeg armbåndet til damen. Bagefter ringede min mand, og da jeg fortalte ham om kunden, sagde han heldigvis bare “sælg for fanden, sælg”. Så kunne jeg jo kvittere med et “det har jeg også allerede gjort”, og så fik jeg heldigvis lavet et nyt armbånd. Men på den messe og med den oplevelse fik jeg virkelig selvtillid og følelsen af, at folk rent faktisk godt kunne lide det, jeg skabte.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det er uden tvivl, når jeg skal tegne og lave et nyt design. Det er den del, jeg virkelig brænder for, selvom jeg aldrig troede, at jeg kunne tegne. Men jeg har heldigvis en guldsmed, som forstår mine streger. Det er ligesom juleaften, når jeg får det færdige produkt i hænderne og ser min idé virkeliggjort.
Har du nogensinde haft lyst til at give op?
Nej. Det har jeg aldrig. Selvfølgelig har der været udfordringer med at starte en virksomhed op i en branche, jeg ikke kendte til, og det var hårdt at være alene om det de første par år, men det er det, jeg brænder for.
Hvad har været den største udfordring undervejs?
Den største udfordring er at blive kendt udover hesteverdenen. Men mit mål og filosofi har hele tiden været, at jeg først og fremmest ville slå igennem i hesteverdenen, hvor navnet Helgstrand allerede er kendt og forbundet med kvalitet, for i hesteverdenen er der også mange ressourcestærke folk, og det er jo meget eksklusive smykker, jeg designer. Men vi har steppet op i firmaet og har ansat nye folk, som skal hjælpe mig med at komme ud over hesteverdenen, og jeg tror på, at det nok skal lykkes.
Hvad har været din største succesoplevelse indtil videre?
At mine smykker rent faktisk sælger. De her ressourcestærke mennesker kan jo købe de største og dyreste mærker, men de køber rent faktisk mine smykker. En mere konkret succesoplevelse har været samarbejdet med Hublot, der laver ure. Hublot laver ikke samarbejde med hvem som helst og har blandt andet samarbejdet med Ferrari og FC Barcelona, så det samarbejde er jeg meget stolt af. Det hæver hele forretningen og højner mine smykker at måtte sætte vores navn sammen med dem. Det er meget godt, som vi siger heroppe i Nordjylland.
Hvad er dine fremtidsdrømme for Helgstrand Jewellery
At Helgstrand Jewellery skal blive så kendt og anerkendt et brand, at man kan finde det i de store butikker rundt om i verdenen.