[single_post_category_name]

Mænd siger så meget

Ja, jeg ved godt, at overskriften lyder lidt kynisk, men den er samtidig blot en konstatering af, hvordan det moderne datingmarked fungerer. Det er hurtigt, det er brug og smid væk, det er store ord uden indhold, dramatiske følelser på ingen tid, og det er katten efter musen og etablering af ulige magtbalancer, hvor den ene venter med telefonen i hånden, og den anden er optaget af andre ting. Der er en masse meningsløse uskrevne regler inden for dating – lad være med at følge dem. Du har ikke skrevet reglerne. Lad dig ikke blive fanget af spillet, men bevar dit fokus på det forhold, du ønsker dig, og sig nej tak til mænd, der tror, det er et spil, og at du er en brik i det.

Når jeg siger, det er hurtigt og præget af brug og smid væk, mener jeg, at man ofte efter bare én date har fundet ud af, at man ikke er et match. Det er også fint nok, hvis man mærker et rungende nej indeni – du skal selvfølgelig ikke tvinge dig ud på en date. Men afskrivningen af den anden kan også komme, selvom man faktisk har rigtig god kemi og et grundlag for noget betydningsfuldt. Det er bare ligegyldigt, hvis den ene af parterne har for travlt med ’at opleve verden’ og tage for sig af alle retterne i buffeten. Så kan der være tale om dårlig timing, eller at du er stødt ind i en fyr, der skal bruge de næste ti år på at løbe hornene af sig, før han er klar til et forhold.

Hurtigt, hurtigt, hurtigt

Dette hurtige tempo kommer også til udtryk i store ord og dramatiske følelser, der opstår på rekordtid. Ord, som ’forelsket’ og ’elsker’ opstår efter ganske få uger (måske dage), men lige så hurtigt kan de blive erstattet af en vis træghed og manglende begejstring. Når en forelskelse lander med et klask efter blot 4-6 uger, og involveringen i den anden bliver mærkbart mindre, er det ikke en holdbar eller reel forelskelse. Så er det blot indledningsvis fascination og tiltrækning. Men det er ikke bæredygtigt, hvis det ikke bliver erstattet af mere involvering i den anden. Altså hvis man allerede har mistet sin nysgerrighed på sin partner efter 6 uger, så er der ikke grobund for et forhold. I hvert fald ikke et tilfredsstillende forhold. Og der er ingen grund til at blive hængende i håbet om, at han pludselig får øjnene op for dig og på ny bliver nysgerrig.

Men i denne eksalterede startfase med store ord og flyvske, højpotente følelser bliver der sagt mangt og meget. Ofte fra mænds side. Og deraf artiklens overskrift ’Mænd siger så meget’. Hvad der bliver sagt i denne fase er ofte præget af manglende jordforbindelse og/eller et ønske om at få nedlagt scoringen. Det KAN også være aldeles sandt og oprigtigt og komme fra hjertet, men det ved du ikke nødvendigvis i starten. Tiden må vise, om forholdet kan bære, eller om det brister – om den fysiske tiltrækning og fascination udvikler sig til en dybere forelskelse og forpligtelse.

Kemien forblænder os

Så når en mand siger ’jeg er forelsket i dig’ efter 3 uger, siger jeg ikke, at du skal være mistroisk og lukke dit hjerte i. Men jeg siger: ’Tag det stille og roligt, og vær nysgerrig på, hvordan relationen udvikler sig. Hav et åbent sind, og bevar fødderne på jorden.’ Uanset hvor meget du måtte føle for dette nye fantastiske menneske, så vær samtidig bevidst om, at det i bund og grund er en helt ny relation, og du ved ikke, hvad den fører til. Den kan føre til alt … eller intet. Du skal kunne acceptere begge scenarier (ja, jeg ved godt, det er svært!). Du kan så hurtigt komme til at føle, at den anden er den helt rigtige for dig, og at I to har en særlig forbindelse, men reelt set er du ret meget på bar bund. Det er dét, kemi, fysisk tiltrækning og et brændende ønske om et parforhold kan gøre ved dig. Det kan forblænde dig.

Hjernen kan hurtigt blive forvirret, for I er på én måde tætte rent fysisk og med store ord, men på den anden side er der stadig en masse steder, hvor han potentielt set stadig kan skuffe dig – og omvendt. Det kan være den dag, du finder ud af, at han faktisk er ret overfladisk, uengageret, pedantisk og stædig – og ikke har noget ønske om at ændre nogen af disse ting. Så de følelser, der udsprang af den fysiske tiltrækning, kan ikke vare ved. De skal helst udvikle sig til følelser, der er baseret på hans personlighed, og hvordan I har det sammen, og hvordan DU har det med dig selv, når du er sammen med ham.

Det kan også være, du bliver så fanget i ’spillet’ og forblændelsen, at du mod bedre vidende bare VIL vende tilbage til følelserne i starten og dermed bruger resten af din tid sammen med ham med at forcere en tilstand, der ikke længere er der. Alt imens har du glemt at kigge på, at han rent faktisk er ret overfladisk, uengageret, pedantisk og stædig. Du glemte bare at tillægge det nogen betydning, fordi du blev distraheret af de dramatiske følelser og af projektet ’Hvordan holder jeg på ham?’

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide