Jeg har to børn og har derfor også haft en baby to gange. Ja hovedregningen fejler ikke en fis, men det er så også omtrent det matematiske niveau jeg er i stand til at optræde med. De to gange med en baby i hytten kvalificerer mig nok ikke ligefrem som baby-ekspert, men der er da trods alt nogle ting, som jeg har lagt mærke til har gjort sig gældende for begge mine babyer og som jeg derfor er villig til at tænke også gælder alle andre – så nu har jeg tænkt mig at udrulle de ting for jer, som jeg har lært om babyer og fuldstændig fornægte det faktum, at alle babyer naturligvis er forskellige. 

De aner ikke, at de har arme. Jeg har svært ved at se, hvordan det evolutionært set kan være lykkedes for arten at overleve, når babyer ikke aner, hvem der ejer de lange lemmer med fingre på spidsen, der konstant svinger rundt over hovedet på dem. De kan ikke samle en fis op til at starte med, og hvad der er endnu værre – de hakker jo sig selv i skærmen i tide og utide. Derudover gror babynegle tilsyneladende væsentligt hurtigere end noget andet på denne klode og det er et mindre dagsprojekt at få dem klippet, og det sammenholdt med at de ikke kan styre deres arme gør det altså til lidt af en Edward Saksehånd-oplevelse at være i nærheden af dem. 

Det pæne legetøj kan bare skride. Vi har rigtig meget dejligt legetøj i FSC-verificeret træ og i blide pastelfarver. Det har raget begge mine babyer. Til gengæld så har de begge været helt tossede med det legetøj, der ligner at det er decideret sundhedsskadeligt med uanede mængder plastic og pang-farver. Grimme køer i overalls, ugler med spejle under fødderne og en æske med klokker overalt. I 3.G glædede jeg mig ustyrligt til at kunne smide de få noter, som jeg havde fået taget på bålet efter den sidste eksamen. Men det er ingenting i forhold til, hvor meget jeg glæder mig til at skille mig af med alt det freaking grimme legetøj, når vi er færdige med at lave babyer. Jeg kan jo ikke brænde det, da alt det plastic og indfarvede stof øjensynligt ville skabe et meget lokalt hul i ozon-laget over vores hus – men jeg kan da aflevere det i en genbrugsbutik, så det kan genere nogle andre øjne end netop mine.

De hader at sidde ned. Mine babyer har begge elsket at hænge på armen og blive båret rundt i hele hytten – så var de små, søde solstråler, og faldt i søvn så let som ingenting. Men på trods af de lukkede øjne, og at jeg har forsøgt mig med at sætte mig ned, så de lå på præcis samme måde, som da vi stod på – så have de begge evnen til at vågne det øjeblik, hvor min mås ramte sofaen. Med min førstefødte kunne jeg iøvrigt sværge, at bare jeg nærmede mig sofaen, så åbnede hun det ene øje og kiggede på mig med et blik, der klart og tydeligt sagde: “du kan bare sætte dig ned, men så går jeg fuldstændig bananas.”

Babyer kan lide nederen lyde. Lige da vi kom hjem fra hospitalet med vores første baby, listede vi rundt på strømpesokker, og lukkede døren ind til køkkenet, inden vi åbnede marmelade-glasset. Og hun var ikke tilfreds med det – og så listede vi endnu mere. Så gik det op for os, at hun faktisk var mindst hidsig, når hun fik tørret rumpen med hårtørreren, eller når emhætten kørte for fulde hammer. Jeg kan forstå, at det populære navn er “White noise” – vi kalder det nu bare møg-lyde herhjemme. Hvor om alting er så har vi brugt en del tid på at vurdere, om vi helst vil høre på en baby, der synger en meget høj og insisterende skrige-sang eller på en app, der lyder som en tørretumbler eller en aircondition fra midthalvfemserne. Ved vores første baby var vi noget nervøse for, om vores brug af lyden af tørretumbler og aircondition ville medføre, at hun for evigt kun ville kunne falde søvn i et bryggers eller på et billigt all-inclusive hotel – det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, så denne gang bruger vi lydene med stort velbehag for alt andet end øregangene.