Napolitansk pizzadej
500 g vand ca. 15 grader
22 g salt
5 g gær
750 g Tipo 00-mel
Flødecreme med Baileys
200 gl frisk fløde
200 g flødeost
2 spsk flormelis
10 cl Bailey’s Strawberry & Cream
Citronskal
Marinerede jordbær
1 pakke jordbær
1 spsk sukker
Yderskallen fra en citron
Saft fra en halv citron
Citronmelisse
Brunet smør med saltet karamel
75 g brunt smør
2 dl fløde
1,5 dl mørkt muscovadosukker
2 tsk. flagesalt
Når vi tænker på pizza, er det oftest den mere saltede udgave med ost, tomatsovs og diverse toppings på – men nu kan vi også få pizza til dessert! Denne pizza er en lækker kombination af en sprød pizza med luftige kanter kombineret med friske, danske jordbær, flødecreme og saltet karamel – haps!
1. Du starter med at lave din napolitanske pizzadej. Bland vand, salt og gær. Tilsæt melet, og ælt dejen i 5 minutter. Lad dejen hæve i en skål i 3 timer, inden du former den til kugler af cirka 230 gram. Lad nu kuglerne hæve overdækket ved stuetemperatur i yderligere 3 timer, eller indtil det er tid til at bage din pizza.
2. Når du skal lave din flødecreme, starter du med at piske fløden med et elektrisk piskeris, til den er tyk. Vend nu flødeosten i, til du opnår en ensartet masse. Tilsæt flormelis, citronskal og Bailey’s Strawberry & Cream. Pisk til teksturen er tyk, cremet og luftig. Hæld den færdige masse i en frysepose, og opbevar den koldt indtil servering.
3. Dine marinerede jordbær laver du ved at rense og dele bærrene i fire dele, inden du lægger dem i en skål. Riv citronskal over, og bland sukker og citronsaft i. Lad bærrene marinere i cirka 30 minutter inden, du skal bruge dem.
4. Brun smørret i en gryde over høj varme, indtil det har en gyldenbrun farve og en nøddeagtig aroma. Det er vigtigt at piske løbende, så mælkesukkeret og proteinerne ikke bliver forbrændt. Smørret er perfekt brunet ved 125 grader. Kom nu fløde og mørkt muscovadosukker i gryden, og kog i 7-10 minutter, til massen er blevet en karamelsovs. Rør saltet i, og lad smørret køle af.
5. Hvis du ikke har en pizzaovn i haven, skal du indstille din ovn på den højeste varme. Placér den færdighævede dejkugle i en bunke mel på bordet. Flad dejen med fingrene, og form den til en rund pizza. Det er vigtigt at børste overflødigt mel af på pizzaens underside, ellers bliver det brændt i ovnen. Spred jordbærstykker jævnt over dejen for at forhindre, at dejen løfter sig under bagningen. Bag dejen i ovnen, indtil den er klar. Brødet skal være gyldenbrunt i farven.
6. Til sidst lader du dejen afkøle lidt, inden du kommer fyld på pizzaen. Start med at klippe hul i posen med flødecreme, og tryk små ”dutter” ud på pizzaen, så de er fordelt jævnt. Derefter topper du med de marinerede jordbær, og afslutter med at hælde det brunede smør med saltet karamel over, inden du drysser lidt flagesalt over. Pynt pizzaen med citronmelisse. Skær pizzaen ud, og lad dine gæster spise, men du laver en ny!
Tip! Temperaturen i ovnen er vigtig for det færdige resultat. En stål- eller stenoven er klart at foretrække, når du skal lave din pizza, men du kan også godt lave den derhjemme i ovnen. Hvis du ikke har mulighed for at lave din egen dej, kan du også købe en færdiglavet hos dit lokale napolitanske pizzeria.