Det er en stor misforståelse, at vi har fundet kærligheden, bare fordi vi er i et parforhold. Vi har ganske vist fundet os en kæreste – men ikke nødvendigvis fundet kærligheden. Stor forskel. Mange i parforhold føler sig derfor heller ikke nødvendigvis gladere eller mere kærlige, end da de var singler, for det er ikke en naturlov, at parforholdet repræsenterer kærlighed. Det KAN det selvfølgelig gøre, men der er ikke noget automatiseret lighedstegn mellem konceptet parforhold og kærlighed.
Tryghed, tosomhed og sikkerhed
For mange mennesker er indbegrebet af parforholdet tryghed, tosomhed og sikkerhed. Og det er der ikke noget galt med, medmindre man skal gå for meget på kompromis med sig selv for netop at opnå tryghed, tosomhed og sikkerhed. Så har man gjort sig afhængig. Derfor skal du helst have opbygget denne tryghed, tosomhed (med dig selv) og sikkerhed på egen hånd først, for så kan du indgå i et sundt parforhold, der ikke er baseret på afhængighed, men på kærlighed og lysten til at give og modtage uden frygt for at miste.
Det er derfor fuldstændig unødvendigt at være misundelig på dem, der er i et parforhold. Som sagt KAN det godt være, at de har fundet kærligheden, men det kan lige så vel være, at deres parforhold slet ikke handler om kærlighed, men så meget andet. Generelt set går de fleste af os altså ind i parforhold af de forkerte grunde – for ikke at være alene og for at opnå noget. Og når vi har fået en kæreste, holder vi fast for ikke at miste ham, selvom vi måske ikke engang har det specielt godt sammen med ham. Det giver ikke rigtig nogen mening – for den logiske hjerne. Men vores følelser løber af med os, når vi føler os ensomme og befinder os i en mangeltilstand.
Vi kan derfor risikere at indgå i dårlige relationer, hvor vi bliver, selv når vi har opdaget, at vi hverken er glade eller trygge. Et forhold skal bidrage med noget positivt til dit liv. Hvis det er et negativt bidrag, hvorfor så blive i det? Fordi vi er afhængige og ikke føler os gode nok alene eller føler, der er noget galt med os, hvis vi ikke er en del af et forhold.
Der har aldrig været så mange singler før
At der er noget galt med os, er ikke en holdning, vi bare selv har opfundet ud af det blå. Det er en holdning, der er samfundsskabt, hvor samfundet historisk set har anskuet parforholdet som den eneste sande bastion, og der er per definition noget galt med dem, der ikke er i et parforhold. Det er lidt synd for dem, at de er singler, og der er en formodning om, at de lever i en evig venten eller søgen efter et parforhold, som kan redde dem fra deres singlestatus. De opfattes nærmest som en marginalgruppe, hvilket er pudsigt, for singler er netop ikke en marginalgruppe. 39 procent af alle husstande er singlehusstande, og tallet har aldrig været højere. Tallet er blot steget hvert år, siden Danmarks Statistik begyndte at måle på det i 1986, og blandt de 25-29-årige tippede vægtskålen i 2020, så der nu er en overvægt af singler: 50,1 procent.
Men kunne det måske tænkes, at nogle af alle disse singler ikke er villige til at gå særlig meget på kompromis med deres ønsker til et parforhold? Kunne det tænkes, at de netop tager et parforhold seriøst og tillægger det stor værdi, og derfor kan de ikke finde sammen med en, der blot vælger det ud fra et ønske om tryghed, tosomhed og sikkerhed og tager mere, end han/hun giver?
To tomme beholdere bliver ikke til en fyldt beholder
Parforholdet kan være et smukt sted, hvor kærligheden kommer til udtryk og blomstrer mellem to mennesker, men det kræver altså, at begge parter træder ind i parforholdet med en beholder af kærlighed, de kan give af. Et parforhold kan ikke bestå af kærlighed, hvis det består af to mennesker, der ikke har kærlighed at give. To tomme beholdere kan ikke på magisk vis ende med at blive én fyldt kærlighedsbeholder, lige så vel som nul plus nul aldrig kan blive to. Nul plus nul og tomme beholdere er ikke kærlighedens natur. Det dur ikke, og ingen bliver glade af det.
Så start med selv at være den fulde beholder, og skab det liv, der gør dig glad og fylder din egen kærlighedsbeholder endnu mere op. Ikke med det formål at blive ved med at være alene, men med det formål at mærke kærligheden til dig selv og have kærlighed at give, når du møder en anden. Skab de rammer, der giver dig tryghed og sikkerhed, og skab en relation til dig selv, hvor du behandler dig selv med den kærlighed, respekt og opmærksomhed, du ønsker at modtage. Har du gjort det, vil du ikke længere tillade noget i dit liv, der ikke lever op til din egen måde at behandle dig selv på.