Diverse

Women in business: Poppykalas

Thilde Maria Haukohl Kristensen lever egentlig et helt normalt liv med sin mand og parrets to børn på Østerbro. Men når Thilde træder ind i sit blomster design studio, Poppykalas, træder hun samtidig ind i en anden farverig og blomstrende verden fuld af æstetik, velduft og nærmest uvirkelige dekorationer. Følg Thilde på hendes instagramprofil @poppykalas

 

Hvordan fik du idéen til Poppykalas?

Jeg havde længe ikke følt mig helt forløst i mit arbejde i kulturbranchen på diverse teatre og kulturinstitutioner. Det blev altid meget administrativt og meget lidt kreativt for mig. Jeg savnede at arbejde med mine hænder og mere visuelt og sanseligt. Jeg var simpelthen for meget i mit hoved og for lidt i min krop. Det hele begyndte med, at jeg var med til at pynte min fars kiste i 2012, og her fandt jeg ud af, hvor emotionelt et medie blomster i virkeligheden er. Jeg brugte hele min første barsel med Sonja, min ældste datter, på at planlægge mit havebryllup i Rågeleje med Jens og blevet meget opslugt af det. Og med min anden datter, Iris, gik jeg all in på hendes dåb med tema efter den mexicanske maler Frida Kahlo. Her troede jeg et kort øjeblik, at jeg skulle blive ‘partyplanner’. Men det var heldigvis blomsterne, der endte med at vinde min opmærksomhed og så gik det meget hurtigt. Fra min første faste kunde Jesper fra Times Up Vintage og dernæst Normann Copenhagen, GANNI, Stine Goya og Fredericia Furniture. Her har Instagram også været en god ven til at få mine kreationer ud.

 

Hvad fik dig til at følge din drøm?

Det var helt klart at blive mor. Det åbnede for nogle andre kanaler og jeg fandt ud af, at jeg jo kun har den tid, jeg har, hver dag. Så jeg ville gerne fylde den med noget, der gør mig glad. Og så ville jeg også gerne have mere tid med min familie.

 

Hvad har din drøm krævet fra dig?

Det ironiske er jo, at det krævede alle mine vågner time at skabe Poppykalas tilbage i 2016, så den gode tid til min familie var der ligesom ikke rigtigt i starten. Tværtimod, da jeg knoklede derudaf. Men nu føler jeg, at jeg er godt sted og har tid til min familie og venner igen. Men det har jeg også arbejdet hen imod i fem år.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Der er aldrig to dage, der er ens. Hvis jeg er på photoshoot eller skal levere større blomster kreationer, så har jeg enten være på Grønttorvet tidligt om morgenen eller dagen før. Det er altid helt magisk at være på Grønttorvet, som minder mig om en kæmpe slikbutik. Jeg har også dage, hvor jeg er helt offline og bare maler mine oliemalerier i studiet uden afbrydelser eller arbejder på bestillinger på større installationer af tørrede blomster. De dage elsker jeg allermest. Jeg har mange kreative processer og projekter i gang på samme tid, der kræver møder og research. Jeg spiser også ofte frokost og går ture med andre damer, der arbejder som mig. Det er jo mine kollegaer. Så er der selvfølgelig også stadig administrative dage, det slipper man aldrig for, desværre. Men jeg får klart lov til at bruge mine kreative evner mere end før.

Læs også: Women in business: Marianne Helgstrand

Hvad var dit første gennembrud?

Det var nok, da Normann Copenhagen inviterede mig til at skabe en masse blomsterværker til deres lyserøde kælder med dogmet om, at blomsterne ikke måtte placeres direkte i deres vaser eller skåle. Det var vildt sjovt og stadig noget, jeg er meget stolt af.

 

Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde?

At friske blomster dør.

 

Hvad er det bedste ved iværksætterlivet?

Friheden! Jeg bestemmer selv over min tid. At være selvstændig giver mig også mulighed for at prioritere ‘balsam for sjælen’-dage, hvor jeg bare er skabende i mit studie uden afbrydelser. Det elsker jeg.

Hvad har været den største udfordring undervejs?

Den største udfordring har været at finde formen på det. Den skal jo komme inde fra mig. Jeg har haft mange ansatte og faste leveringer hver uge, men her endte jeg faktisk igen bag skrivebordet og savnede at være på gulvet. Så nu er jeg faktisk bare mig med gode samarbejdspartnere, der hjælper mig med det, de er gode til. Så er jeg heldig at kende nogle seje damer, der kommer og hjælper mig med de kæmpestore opgaver. Men jeg er stadig i proces.

Læs også: Women in business: Katrine Engberg

Hvad har været din største succesoplevelse indtil videre?

Det er faktisk et samarbejde med Kvindehuset Danner, hvor jeg sammen med fotografen Sarah Buthmann har skabt blomster universer til en række kvinder, der enten har været udsat for vold eller drabsforsøg samt en række kendiskvinder, der kæmper deres sag. Udstillingen, som hedder Red min Søster, begynder i København den 3. juni og turnerer rundt i landet. Jeg er da også virkelig stolt over, at Louis Vuitton ringer til mig, men tænk engang at jeg kan gøre en forskel for de her kvinder og hjælpe andre kvinder med mine blomster. Så bliver det da ikke større.

 

Hvad inspirerer dig?

Naturen, mine yndlingsmennesker, kunst, musik og litteratur.

Læs også: Women in business: Ditte Julie Jensen

Hvad er dine fremtidsdrømme for Poppykalas?

Jeg har nogle skønne, hemmelige projekter i gang, som jeg glæder mig til at dele med jer. Og så drømmer jeg om at skabe en bæredygtig duft, der kan få nervesystemet til at sænke sig.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *