Jo mere bevidst du er om dine egne reaktionsmønstre, jo mindre lader du dine følelser gå ud over dit barn. Og jo bedre kan du sætte dine grænser og passe på dig selv. Lena Adalberth fortæller, hvorfor det er vigtigt, at du får sat dine grænser, hvordan du gør det i praksis, og hvad der sker i dit barns hjerne imens.
Kender du det, at I står og skal ud ad døren, men dit barn nægter at tage tøj på? Eller at simple rutiner som tandbørstning, putning og toiletbesøg konsekvent er en udfordring, selvom I gør det hver evig eneste dag?
Dit barn vil konstant støde ind i dine grænser for at lære dig bedre at kende. Får du ikke sat dine grænser i tide, og strækker du dig for langt, så vil du nemt komme til at føle dig energiforladt og udnyttet i samværet med dit barn. Konsekvensen vil være, at dit barn kommer til at føle sig forkert i relationen til dig, fordi h*n kan mærke, at dit nærvær udebliver, og du i virkeligheden har mere lyst til noget andet.
Skab kontakt
Kontakten til dig selv og til dit barn er afgørende, hvis I skal danse i samme takt. Det gælder både fysisk og mentalt. Meget lidt kommunikation er succesfuldt, hvis det bliver råbt fra et rum til et andet, eller når vi dikterer vores ønsker uden at forstå den andens udgangspunkt.
Barnet fornemmer, hvis h*n bare skal “ekspederes” – og så er samarbejdsviljen lille. I en situation, hvor I skal ud af døren, og hvor din tålmodighed er opbrugt, kan du fx, med kærlig tone og i dit personlige sprog, sætte dig i øjenhøjde med dit barn og sige: “Jeg er ked af, du føler, du ikke har haft nok tid til at tage tøj på (…) Jeg kom for sent i gang med dagen, kan jeg godt se (…) Men jeg vil gerne afsted nu, så du må gerne tage dit tøj på nu, og så går vi.”
På den måde tager du lederskabet og ansvaret for stemningen i jeres relation – og dét er trygt for dit barn. Hvis dit barn fortsat nægter at tage tøj på, så kan du forsøge at hjælpe dit barn med at tage tøjet på. Nægter dit barn, så tag tøjet under armen, og tag afsted sammen uden tøjet på. Det skal nok komme på senere. Pointen er, at du selv forbliver rolig, mens du sætter din grænse, og at du altid bliver på egen banehalvdel.
Ærlighed
Dit barn tager ansvaret for jeres relation, hvis du ikke gør det. Så sig ja, når du mener ja, og nej, når du mener nej. Så er der overensstemmelse mellem det, du siger, og det, du gør og føler. Så ved dit barn, at du er til at regne med – også selvom svaret ikke altid er som ønsket. Samtidig bevarer du din integritet, og det er nødvendigt for, at du har lyst til at samarbejde med dit barns ønsker.
Vær ærlig over for dig selv og dit barn. Hvis du ikke kender svaret lige nu, så sig: “Jeg tænker mig lige om”. Og hvis du ændrer mening undervejs, så sig også det højt, og mød dit barns skuffelse. Du må godt ændre mening indimellem. Når du er ærlig over for dit barn og dig selv, kan du bedre mærke din mavefornemmelse og være tro mod den. Tit, når vi pludselig eksploderer, så er det, fordi vi har fået sagt ja til for meget.
Er dit svar nej, vil dit barn muligvis reagere kraftigt på det. Det er okay. Det er okay at mærke sorg over ikke at få det, man har ønsket sig. Derfor kan du også roligt møde reaktionen med trøst.
Grænsesætning kan se ud på forskellige måder. Det vigtigste er, at du gør det på din måde, og gør det du føler, fungerer for jer. Alle børn er forskellige, alle voksne er forskellige, alle dage er forskellige. Når du sætter dine grænser personligt, kan du sætte dem lige så tosset, du vil, fordi det ikke bliver gjort i angreb eller affekt. Intet barn tager skade af, at du siger: “Det her kan jeg ikke være med til.”
Hjernens lommelygte
Dit barn ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Årsagen til, at h*n sommetider gør “det forkerte” alligevel, skyldes, at dit barns lyst til at gøre dét er større end evnen til at lade være. Så sæt spot på det, du gerne vil have skal ske. Dit barn ved ikke nødvendigvis, hvad h*n skal gøre for at komme dig i møde, når du fx siger: “Du må ikke slå!”. Hvis du i stedet guider dit barn i den retning, du ønsker, så bliver det lettere for dit barn at navigere i:
“Jeg vil gerne have, du passer på lillebror. Ligesom vi passer på dig.”
“Skovlen hører til i sandkassen (…) Jeg vil have, du bruger den til at grave med i stedet.”
Hvis dit barn stadig ikke gør, som du beder om, kan du sætte handling bag dine ord. Ikke true, men først gentage, hvad du ønsker, der skal ske. Og hvis det ikke sker, så kan du give dit barn en naturlig, direkte konsekvens. Du kan fx fjerne barnet (og evt. det barn, det går ud over) fra situationen eller tage skovlen fra barnet – kærligt – og så guide barnet i, hvordan du gerne vil have, h*n opfører sig.
“Det er vanskeligt at enes med lillebror lige nu (…) Nu rykker jeg lillebror herover ved siden af mig, så han er i sikkerhed, mens vi får styr på de vrede arme.”
“Jeg kan se, du har svært ved at lade skovlen blive i sandkassen (…) Nu tager jeg skovlen, og så kan vi gå over til gyngerne i stedet.”
Medbestemmelse – Lad dit barn få (lille) indflydelse
Valg styrker følelsen af indflydelse, men hold dig til to konkrete valgmuligheder, som du kan stå inde for:
”Vil du have bukser eller kjole på i dag?”
“Vil du have lasagne eller mexi til aftensmad?”
“Vil du have højre eller venstre sko på først?”
“Skal vi tage nattøj på før eller efter godnathistorien?”
Husk dig selv på dit barns alder og udviklingstrin. Giv dit barn tid til at vænne sig til dine krav, når du stiller dem. Det kan sagtens være, dit barn selv kan tage sko på, hvis h*n får tiden til det. Men det kan også være h*n lige nu har brug for din hjælp. Ofte vil dit barn opføre sig ekstra barnligt, når h*n søger kontakten til dig. Det er dit barns måde at søge dit nærvær. Se det som en invitation til at styrke tilknytningen.
Det er nemt at komme til at tolke barnets adfærd, som at barnet ikke gider, eller barnet bevidst driller. Men tilfældet er oftere, at det enten er et forsøg på kontakt og et behov for tilknytning, eller at dit barn mangler motivation og/eller forudsigelighed. Dit barn har generelt svært ved at lave skiftet fra én handling til en anden. Særligt, hvis dit barn er i gang med noget andet. Ikke at færdiggøre en handling er noget af det sværeste for alle mennesker, men hvis dit barn føler, h*n har indflydelse på slagets gang, så vil mange hverdagssituationer glide nemmere.
Mød dit barn i et barnligt univers
Når du har en grænse eller et princip om, at der er noget, barnet skal (hvilket alle forældre har), så handler det i høj grad om at motivere dit barn til det. At lege det ind så du møder dit barn i øjenhøjde.
Dit forældreansvar
Stilhed har aldrig traumatiseret nogen. Men det har udskamning. Så hvis du er helt derude, hvor alt trigger dig, og dit barn hele tiden søger dig, men du ikke kan rumme det, så ti stille. Mærk din følelse. Træk vejret. Lad følelsen passere, som et tog der suser forbi perronen, du står på. Når du handler i affekt, er der pludselig ingen voksne til stede. Så tag ansvaret for din følelse, og gå lidt væk, eller stil dig som en statue, mens du siger til dit barn: “Jeg har brug for at få styr på mig selv (…) Vi er okay (…) Jeg er klar igen om lidt.”
Når du kommer til at sige og gøre noget, du fortryder, så giv dit barn en undskyldning: “Undskyld, jeg råbte (…) Du må være blevet forskrækket over, at jeg blev så vred. Det er jeg ked af.”
I er ligeværdige, men ikke ligestillede. Derfor er det vigtigt, at du tager ansvaret for dine følelser og for jeres relation. Forældreansvaret betyder, at du sommetider er upopulær, fordi det, dit barn har lyst til, ikke stemmer overens med det, du ved, dit barn har behov for. Forældreansvaret betyder, at du er den første til at sige undskyld, når du selv reagerer og handler uhensigtsmæssigt. Forældreansvaret betyder, at du har magten, og med magt følger ansvar. Dit barn har ikke pligt til at elske dig, men du har pligt til at sørge for, at dit barn føler sig tryg og elsket.
Hvordan du tager det ansvar i hverdagen, ved du bedst, for ingen kender dit barn så godt som dig. Og du vil altid have ret til at sige til og fra, ud fra hvad du mener er bedst. Udelukkende fordi du er dit barns mor. Der findes ingen bedre mor til dit barn end dig.