Vi er knap nok stoppet med at klappe i hænderne efter de første billeder fra den nye serie, And Just Like That, der er en fortsættelse til Sex And The City, før end vi er klar til at klappe begejstret igen!
En intern kilde på settet til serien, der altså netop nu optages i New York, har nemlig afsløret til DailyMail, at vi måske allerede nu kan glæde os til flere sæsoner end blot den ene på ti afsnit, som var den oprindelige aftale.
Optagelserne til And Just Like That har været en bragende succes, sagde kilden, og da fanresponsen har været overvældende positiv, er de ledende producenter Michael Patrick King og Sarah Jessica Parker mere end åbne over for at forlænge historien til mere end de planlagte ti afsnit.
Da en anden sæson ‘forventes annonceret snart’ af HBO Max, er døren åben for Kim Cattrall at vende tilbage som Samantha Jones, tilføjede kilden.
Hvis det hele er sandt og vi kan se frem til flere sæsoner end blot den ene, så håber vi virkelig, at Samantha Jones vender tilbage. For selvom vi endnu ikke har set And Just Like That, så må vi indrømme, at vi er en del af det hold, der er liiidt skeptiske over for en Sex And The City-reunion med kun tre af veninderne.