Reklame // inviteret
Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor og kone. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet og familielivet som så mange andre, og oplever også at tid kan være en mangelvare i børnefamilien. Derfor har Amanda og hendes mand Mads Marcus, besluttet at tage på en getaway ét døgn hver måned, rundt om i Danmark.Og her på chrichri.dk kan du følge med, til inspiration til getaways, og til parforholdet. Denne gang er manden dog skiftet ud med Datteren Eva, og sammen har de to været på en mor-datter getaway…
Har du været afsted med dit barn alene? En weekend-tur bare dig og dit barn? Det er virkelig særligt, hvad der sker, når man har så meget tid alene med sit barn uden afbrydelser fra søskende og med-forældre…
Vores sædvanlige kæreste-getaway blev i denne måned erstattet af en mor-datter getaway. Sidste år på samme tid tog min mand, Mads, på hyttetur med vores søn, og jeg vandrede en hel weekend med min datter Eva. Det var så fedt, at vi besluttede at gentage succesen igen i år. Eva på 10, var dog lidt vildere med tanken om spa og lidt luksus end med telt og vandring, derfor blev hun henrykt, da Lüber Golf og Spa Resort inviterede os på weekend. Det ligger på Djursland og er omgivet af den smukkeste natur. Mols bjerge er i vandreafstand, og Ree Park, Djurs Sommerland og smukke Helgenæs er også lige om hjørnet. Så beliggenheden er perfekt til en getaway med børn.
Der var dog et minus – troede jeg… Vi bor i storkøbenhavn, og med trafikken en fredag eftermiddag tog køreturen næsten 5 timer… Det trak virkelig ned i min planlægning, men heldigvis tog jeg helt fejl. Det var den dejligste køretur. Eva har netop opdaget Britney Spears, og alle de gamle hits blev skrålet igennem på E20… Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at vi hørte “Hit me baby one more time” 20 gange. Vi snakkede, sang og hørte lydbøger, og køreturen var et af højdepunkterne for mig. Man taler virkelig godt, når man kører bil. Og det kan somme tider være svært at føre længere sammenhængende samtaler med en 10-årig, så jeg nød, at hun snakkede som et vandfald. Og da vi ikke kunne synge længere (læs – da jeg ikke kunne holde mere Britney ud) hørte vi brødrene løvehjerte… helt stille med tårer i øjnene. Roadtrip med en 10årig kan anbefales…
Vi var blevet indlogeret i en ferielejlighed med hver vores værelse, stue køkken og bad. Hyggeligt og lækkert, og med dejlig udsigt. Jeg havde regnet med at Eva ville sove sammen med mig, men hun insisterede på sit eget værelse og pakkede alle sine bamser og nips og kjoler ud med det samme. Mit værelse var med elevationssenge og apple TV – en luksus jeg ikke har derhjemme – så jeg glædede mig til en nat uden mand eller børn i sengen, alene! Det er en luksus 🙂 heldigvis har vi et gæsteværelse derhjemme og ind imellem sover en af os dér for netop at have alenetid. Igen blev jeg mindet om vigtigheden af at være tæt på mig selv, og at det oftest er lettest, når der ikke er andres behov, der larmer.
Lübker golf og Spa resort havde inviteret os i Brasseriet til 3 retters menu. Og Eva og jeg fik samme menu. Det var virkelig godt. Jeg synes, det er så ærgerligt når børnene får nuggets og fritter på restaurant. Eva var helt med på at være Mad-modig som vi kalder det, og hun spiste de 3 retter med glæde som både indeholdt tigerrejer, laks, kalvefilet, svampe, den lækreste timian-glace og meget mere… Desserten var dog det største hit. Det var hyggeligt at spise 3 retter med sin 10-årige uden skærm og forstyrrelser. Og det er noget, vi meget sjældent gør. Som regel er de længere restaurantbesøg forbeholdt de voksne. Her var Lübker helt perfekt for Brasseriet var tilpas uprætentiøst, så ingen så skævt til, at Eva gled ned af stolen efter hovedretten eller sang lidt Britney ind imellem… Der var plads til det hele.
Morgenvandring var mit ønske og vi startede dagen med vandretur i solskin, på hjertestien der går gennem golfbanerne og bl.a passerer en jættestue. Det var simpelthen så smukt. Og så fint at starte dagen i solen og skoven sammen…
Spa og drinks var på Evas store ønskeliste.
Som så mange andre steder med Spa afdelingen er børn under 15 ikke velkommen hos Lübker udover de særlige familie-spa dage. Til gengæld har de Sub-tropisk bad, som er et mini-badeland med varmtvandsbassin, kæmpe boblebad, vandrutschebane, pool og liggestole… Og der er pænt varmt. Vi stod der som de første kl 10 om formiddagen, og havde det hele for os selv den første time. Vi legede og legede. Og når vi holdt pause drak vi iskaffe, spiste is og drak virgin strawberry daiquiris… Eva syntes, det var mega luksus! Og jeg må indrømme, at jeg også nød det. Badeland er ikke lige mig, men det her var anderledes og lækrere, og jeg hyggede mig helt vildt med Eva.
At lave noget sammen, hvor der er plads til både samtale og leg, og hvor der er god tid, kan være svært i en hverdag. Det var helt vildt dejligt at have sammenhængende tid, at få talt sammen, oplevet sammen og leget sammen i vandet. Og vi skal klart på flere roadtrips.