Skøn og velsmagende smoothie bowl, der kan spises, som var det yoghurt. Smagen er fin og mild, så alle kan være med. Banan, avocado og mango er alle botanisk set frugter, som bidrager til den cremede ’smooth’-konsistens i dine smoothieopskrifter. Spørger du forfatter og sundhedsinspirator Mads Bo, bliver din smoothie derfor bedst, hvis du tilføjer minimum én af disse frugter. Tilføjer du alle tre i en og samme opskrift ja, så stikker det helt af!
Den eneste måde du kan toppe denne fløjlsbløde lækkerbisken på, er ved at benytte kokosmælk som væske. Overvej at hakke lidt mandler eller kokosflager til at toppe med, som kontrast til alt det bløde. Kontraster gavner ikke kun kvaliteten af vores liv, men også det vi spiser!
Ingredienser
1 banan
1 håndfuld frossen mango (100 g)
½ avocado
1 håndfuld frisk eller frossen spinat (50 g)
1,5 dl vand og evt. isterninger
Fremgangsmåde
Tilføj alle ingredienser og blend til den ønskede konsistens er opnået. Har du en tamper til din blender, skal den i brug nu. Tænd blenderen på fuld kraft og pres ingredienserne ned mod kniven. Blend til du opnår den ønskede konsistens.
Tip
Ønsker du at bruge den perfekt-modne avocado hver gang, så køb dem på frost.