[single_post_category_name]

Månedens Getaway: Sambuca, bølgeskvulp og begejstring

Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet og hverdagslivet som så mange andre, og oplever også at tid kan være en mangelvare i børnefamilien. Derfor har Amanda og hendes mand Mads Marcus, besluttet at tage på en getaway ét døgn hver måned, rundt om i Danmark. Og her på chrichri.dk kan du følge med, til inspiration til getaways, og til parforholdet. På denne getaway blev Mads dog skiftet ud med veninden Liv. Og det blev til tanker om venskab og begejstring.

 

Som så mange andre oplever, har dette efterår ramt mig som en forhammer lige mellem øjenene. Alle de events og fester, for ikke at tale om skolearrangementer og komsammener der var udskudt pga corona, er nu stuvet sammen på et pakket efterår mellem både min mands og mit job, venner, ungernes skole og fritidshjem. Der kunne simpelthen ikke findes en weekend til en getaway uden børn i oktober måned, og derfor blev månedens getaway med en veninde. Og det tænkte jeg passede fint, da vi var inviteret på en overnatning hos Bed and boats I Kalvehave havn, og jeg må indrømme, at jeg tænkte, at denne getaway var perfekt til en venindetur, da jeg ikke kunne forestille mig, at det ville være særligt romantisk at have “getaway-sex” i en lille gyngende kold båd i oktober måned. Så var det alligevel sjovere med venindetid i uldundertøj og en lille promille. Her tog jeg helt fejl. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg havde inviteret min veninde Liv Mygind med på getaway. Jeg havde særligt valgt hende, da jeg ved, hun er frisk på stort set alt, og jeg vidste hun ville elske tanken om at overnatte i en båd. Vi forestillede os en slags flydende shelter, og det var vi helt klar på. Liv var udstyret med Sambuca, varmedunk og uld og har altid lommerne fuld af gode historier. Jeg er i det hele taget vild med begejstring. Og de veninder jeg har tæt på mig, deler alle den kvalitet, at de begejstres let. Og her er Liv ingen undtagelse. Hun kan altid se et eventyr, en historie og en oplevelse, og hun begejstres let, og udtrykker den stort. Det smitter! Begejstring er en slags livseliksir for mig… Og Livs begejstring skuffede heller ikke denne gang. Ved første møde med den lille båd – en LM23 – de små bådes “folkevogn”, var hun ovenud begejstret. Det var vi begge. Og den lille båd mindede på ingen måde om et shelter på vand. Snarere et lille lækkert hotelværelse, med udsigt og indbygget vugning og bølgeskvulp. Det har taget 2 mænd 5 måneder at renovere og omdanne den lille båd til et hotelværelse, og det ses. Det var simpelthen så fint og hyggeligt. Og tilmed varmt. For varme er der selvfølgelig også i båden. Selvom vi var der i oktober, kunne vi holde varmen.

Den lille båd var indrettet med en kæmpe seng, et lille køkken, to lækre læne/sækkestole og et lille bord. Da vi ankom, stod der lokal rosevin og snacks klar. Vores aftensmad havde vi selv medbragt, og den bestod af oste og vin. Morgenmaden blev serveret at Jette, kvinden i parret der ejer Bed and Boats. Det var den lækreste morgenmad, der bestod af hjemmebag, frugt, pålæg, kaffe, juice og kanelsnurrer. Vi følte os virkelig forkælet.

Og jeg måtte tage det med ikke at gide at knalde i en lille båd til mig… det var virkelig romantisk. Liv og jeg snakkede, drak Sambuca – ja, det introducerede Liv mig for! – og hyggede os til bølgeskvulp i stearinlysenes skær hele aftenen. Og da vi skulle sove, kunne vi brede os i den store seng under varme dundyner, vugget i søvn i den lille båd. Det er en perfekt og samtidig anderledes og ganske oplevelsesværdig romantisk getaway.

At ligge der i den lille lystbådhavn med udsigt til en af Danmarks smukkeste broer – Dronning Alexandrines bro – broen over til Møn, var helt særligt. Kalvehave havn ligger i det hele taget vanvittigt naturskønt, og en getaway hertil er oplagt at kombinere enten med en sejltur i en af Bed and boats picnic-både eller en vandretur i omegnen, som Liv og jeg sluttede vores getaway af med. Der er virkelig smukt, og det er bare 5 kvarters kørsel fra København.

Vi besøgte Bed and boats I den sidste uge af denne sæson. Men jeg har allerede booket en overnatning til min mand og jeg i foråret. De åbner d. 1/4, og du kan booke et ophold via deres hjemmeside; www.bedandboats.dk

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide