4 kreative opskrifter med julerester

Selvom julemad er lækkert, kommer de fleste til et punkt i julen, hvor vi har fået nok af flæskesteg, and, sovs og kartofler. Men det betyder ikke, at resterne skal smides i skraldespanden af den grund. Det handler bare om at være kreativ med det, der er til overs, og trylle resterne om til nye retter. Vi giver dig her fire lækre opskrifter, som får tankerne væk fra jul!

Rocky road:

Ligesom romkuglen, er rocky road den perfekte madspildløsningen, hvis hjemmet bugner med julegodter – og så er den især et hit hos børnene. Og her sætter kun fantasien grænser for, hvilke søde sager, du kan komme i:

Du skal bruge:

  • 150 gram chokolade
  • Overskydende slik (herunder også nødder, julekager og tørrede frugter)

Sådan gør du:

  1. Hak slikket/nødder/småkager i den ønskede størrelse og fordel det i et fad.
  2. Smelt chokolade i et vandbad og hæld det over.
  3. Sæt det på køl i køleskabet og skær i mundrette stykker, når det har sat sig.

 

Forårsruller med flæskesteg-rester:

Forårsruller er den perfekte løsning til at komme af med rester af både kød og grøntsager. For eksempel kan du forvandle overskydende flæskesteg til fyld i sprøde forårsruller:

Du skal bruge:

  • Overskydende flæskesteg
  • ½ kålhoved (rødkål, spidskål, grønkål)
  • Gulerødder
  • Hvidløg
  • Chili
  • Ingefær
  • Soya
  • Forårsrulledej

Sådan gør du:

  1. Skær flæskestegen i små tern.
  2. Snit kål, hvidløg og chili og riv gulerødder og ingefær.
  3. Steg flæskesteg og gulerødder på en pande ved høj varme og smag til med hvidløg, chilli, ingefær og soya.
  4. Tag panden af varmen, tilføj kål og lad det køle lidt af.
  5. Kom fyldet på forårsrulledejen, rul og steg dem indtil dejen er gylden og sprød.
  6. Server rullerne med din yndlingsdip.

  

Mazarinkage m. kartofler og marcipan

Det lyder spøjst, men faktisk er en rest kartofler ideelle til at komme i en mazarinkage:

Du skal bruge:

  • 250 g kartofler
  • 200 g marcipan
  • 150 g flormelis
  • 150 g smør
  • 3 æg
  • 90 g hvedemel
  • 2 spsk bagepulver
  • 150 g mørk chokolade
  • Salt

Sådan gør du:

  1. Riv de kogte kartofler og marcipanen og sæt det til side.
  2. Rør blødt smør og flormelis godt sammen og rør æggeblommerne i ét af gangen.
  3. Tilsæt revet marcipan og kartoffel til blandingen og vend forsigtigt mel og bagepulver i dejen.
  4. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i dejen.
  5. Beklæd en springform med bagepapir i bunden og smør siderne godt. Kom dejen i og bag kagen i ovnen ved 200C i ca. 40 min.
  6. Lad kagen køle af.
  7. Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovn og fordel chokoladen over kagen.

 

Asiatisk karry m. and og rødkålskarrypasta

Rødkål er én af de madvarer, som flest står tilbage med efter jul. Men rødkål har utallige anvendelsesmuligheder. Giv for eksempel julen et asiatisk twist med en karryret med and og rødkålskarrypasta:

Du skal bruge:

  • 200 g syltet rødkål
  • Overskydende and
  • 1 dåse kokosmælk
  • Grøntsager
  • 1 løg
  • 6 fed hvidløg
  • 1 spsk kanel
  • 1 spsk kardemomme
  • 1 spsk tørret koriander
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 hel chili
  • ½ dl soya
  • Forårsløg
  • Cashewnødder

Sådan gør du:

  1. Lav din egen rødkålskarrypasta: blend syltet rødkål, løg, hvidløg, ingefær og krydderier til en homogen masse med en minihakker eller stavblender.
  2. Steg karrypastaen i en gryde i 5-7 min og tilsæt kokosmælk.
  3. Skræl og skær grøntsager til fyldet.
  4. Pil kødet fra benet på anden, og skær i mundrette størrelser.
  5. Når karrysaucen simrer tilsættes fyldet.
  6. Servér karryen med kogte ris og en grøn topping.

 

Kilde: Too Good To Go

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide