Jul og mad går hånd i hånd, men det betyder også, at der hvert år ved juletid ryger enorme mængder mad i skraldespanden, som vi ikke liiiiiige får brugt. Men heldigvis er der mange nemme løsninger til at undgå madspild i julen uden at gå på kompromis med hverken traditioner eller julehyggen – og du finder her fire lette måder her.
1. Planlæg julens måltider
God planlægning er nøglen til en jul uden spild. Derfor kan du mindske dit spild gevaldigt ved at skrive en udførlig indkøbsliste inden det store juleindkøb for at sikre, at du ikke bliver fristet og kommer til at købe for meget ind. Når vi handler ind til julefrokoster og julemiddage, skal vi også huske på, at der kun skal være mad til det antal personer, der deltager. Det lyder banalt, men det sker altid, at vi altid laver alt for meget af julens retter. Man kan som tommelfingerregel gå efter 600-800 gram mad pr. person inklusiv brød.
2. Lad ikke maden stå for længe på bordet
Sørg for at komme resterne på køl eller i fryseren i god tid, så de ikke bliver dårlige. Eller lad retterne komme på bordet i etaper, sådan at et par enkelte retter ad gangen serveres og efterfølgende tages af bordet igen. På den måde undgår du, at silden står og sveder på bordet, indtil ris a la manden er spist som det sidste.
3. Ekstra julegaver til gæsterne
Hvis der efter julefrokosten eller julemiddagen er så mange rester tilbage, at du ved, at du ikke kan nå at spise dem, så pak resterne til dine gæster. På den måde er der endnu flere om at dele den dejlige mad, så ingenting går til spilde i sidste ende. Det er både en løsning, der er god for bekæmpelse af madspild – og en hyggelig gestus til gæsterne.
4. Bevar dine madspildsrutiner
Selvom julemad er lækkert, kommer de fleste til et punkt i julen, hvor vi har fået nok af flæskesteg, sovs og kartofler. Men det betyder ikke, at resterne skal smides i skraldespanden af den grund. Det handler bare om at være kreativ med det, der er til overs. Måske flæskestegen skal bruges som fyld i hjemmelavede forårsruller eller kartoflerne skal forvandles til italienske gnocchis?
Læs også: 4 kreative opskrifter med julerester
Kilde: Too Good To Go