Camilla-Julie Skov Hansen og Trine Damborg har på blot to år skabt en smykkevirksomheden Sorelle Jewellery. De to iværksættere så nemlig pludselig et marked for ægte ferskvandsperler, som de selv importerer og omsætter til smukke halskæder, øreringe og armbånd, og skabte firmaet Sorelle Jewellery, der designer og producere smykker på deres værksted i Danmark. Deres navn fik dem hele vejen til Løvens Hule, som de i første omgang måtte forlade uden en investering, men ikke desto mindre endte programmet lidt dramatisk med en investering fra Jacob Risgaard, der således lagde 100.000 kroner for 10 procent af virksomheden. Vi har her snakket med kvinderne bag virksomheden om ideen bag Sorelle, hvordan de får venskab og partnerskab til at hænge sammen og fremtidsdrømme for firmaet.
LÆS OGSÅ: Maria og Louise vil ændre din måde at få beauty-behandlinger på
– Hvordan fik I ideen til Sorelle Jewellery?
Vi har tidligere lavet nogle succesfulde secondhand-markeder i Randers, hvor vi oplevede vores kompetencer, og hvad de kunne sammen. Vi er to vidt forskellige mennesker, men det fungerer. Derfor gik vi i tænkeboks bagefter – hvad kunne vi have lyst til at drive mere fast sammen? Da muligheden bød sig og Trine havde set en trend i markedet med ferskvandsperler og jeg kunne den grafiske/markedsføringsdelen – så sprang vi ud i det i august 2019. Starten handlede om at finde vores plads i markedet, vores DNA og look. Hjemmesiden skulle ose af OS, og man skulle kunne mærke os i alle dele af virksomheden.
– Hvad fik jer til at gøre ide til virkelighed?
Et naturligt drive i os begge, som vi har meget svært ved at slukke. Så da vi besluttede at stoppe med, at lave secondhand-markeder, stod vores hjerner ikke stille. Vi havde brug for at udfolde og udvikle vores kompetencer og interesser til nye projekter og derfor gik brainstorming igang i perioden derefter.
– Hvad har været den største succes indtil videre?
Vi har flere succeser, som betyder meget for os. Vi lavede et designsamarbejde med Springstori i 2020, hvor vi donerede 100.000 kroner til Børnecancerfonden, hvilket var et meget betydningsfuldt arbejde. Den slags samarbejder, vil vi gerne lave flere af – kollektioner, som er betydningsfulde for både os, som mennesker, men også vores kunder. Vi designede også en ørestik med Origins og Ecotree, hvor der blev plantet et DANSK træ for hver solgte ørering, og der skal nu plantes 400 træer – det er også en sag, som ligger vores hjerte nært, og derfor er disse samarbejder en stor succes for os.
Men den absolut største succes for virksomheden har indtil nu været vores deltagelse i Løvens Hule. Det er en milepæl, som er skelsættende for en så ny virksomhed som vores. Vi bliver sat på landkortet, som kan være supersvært. Vi er meget stolte af, at de kontaktede os og så Sorelle, som en interessant case til programmet – så bare det at blive taget i betragtning har været en kæmpe succes.
Hvis vi skal se bort fra Løvens Hule – fordi vi jo selv drevet den vækst, som Sorelle har i dag, så er en af de store succeser, at vi har skabt en virksomhed, som nu har betydet, at vi begge to er fuldtid i Sorelle. At have skabt sin egen hverdag føles næsten uvirkeligt nogle dage.
– Hvad har været den største udfordring?
Work-life-balance er super svært, når man lever og ånder for sin virksomhed, som vi begge gør. Det har været mere end udfordrende at have et sundt socialt liv ved siden af den proces, som vi har været igennem det seneste år. Vi har vækstet i et tempo, som har betydet, at vores sociale liv har været nødt til at blive sat en smule på standby i perioder.
At vores smykker er håndlavede har også været en udfordring i de travle perioder, fordi det bare kræver mere, end hvis man fik sendt en færdig kollektion fra en fabrik. Vi sidder jo med hvert smykke i hånden og sætter hver enkel perle på snoren. Det har betydet mange arbejdsaftener, som først sluttede sent ud på natten. Det er hårdt. Man kan håndtere den arbejdsbyrde i en periode, men ikke for evigt og derfor begyndte vi i september at ansætte nogle unge og seje piger, som hjælper os med at producere smykkerne i hånden. De møder ind på vores værksted i Randers, hvor de foruden at lave smykkerne også skaber et stærkt fællesskab sammen, hvor der bliver snakket om dagligdagens gode og dårlige ting. Man bliver lidt rørt og stolt, når man kommer ind og ser, hvordan vores hold holder sammen og passer på hinanden.
– Hvordan får I venskab og partnerskab til at gå hånd-i-hånd?
Fordi vi tidligere havde lavet forretning sammen, turde vi godt gå ind i en virksomhed sammen. Men det kræver, at man kan være ærlig overfor hinanden, turde sige når man er utilfreds, presset eller andet. Der skal tages nogle snakke, som kan være svære. Vi lever to ret forskellige liv, som skal passe sammen – Trine har to børn og hus og jeg (Camilla-Julie) bor i lejlighed og har en hund. Det betyder jo, at Trine har nogle andre forpligtelser, og der kan være syge børn mm. Til gengæld har jeg så angst, som kan kræve meget af mit system. Det kræver forståelse fra begge sider af bordet, og fordi vi er veninder, så er der en anden forståelse – fordi vi elsker hinanden. Så vi ønsker udelukkende, at den andens liv og sind skal hænge sammen. Men vi har haft samtaler, hvor tonerne gik højt, og der handler det om at kende hinanden og vide, at det er forretning, eller at det kommer til udtryk, fordi man er ekstra presset, og så har man brug for at rase ud.
Men det er hårdt for venskabet, fordi selvom vi er sammen hver eneste dag, så er det jo ikke meget tid, som veninder vi bruger. Det er meget forretning, og det slider jo selvsagt på et venskab.
Dog synes jeg, at vi er sindssygt gode til, at tage private snakke ind imellem forretnings-snak. Hvis noget fylder privat, så tager vi os tid til, at det også skal vendes – derfor er det ikke gået udover venskabet, men faktisk styrket det. Men man skal virkelig tænke sig om, hvis det er noget man overvejer – vi tror ikke, at det er alle venskaber, som kan holde til det.
– Hvilke forventninger havde I til Løvens Hule?
Det er super svært at have forventninger, fordi man ikke har noget at sammenligne med. Ingen referenceramme. Vi håbede selvfølgelig, at de kunne se ”lyset” i os begge, da vi brænder så meget for virksomheden, samtidig med at de også kunne se forretningsideen.
Den eneste forventning vi havde var at få en løve med ombord, og den forventning blev jo glædeligt indfriet. Ikke grundet pengene, men for den knowhow og sparing vedkommende ville kunne bidrage med. Det var en vild oplevelse på rigtig mange parametre.
– Er I tilfredse med udfaldet af jeres deltagelse?
Vi er meget tilfredse. Det er nervepirrende at gå og vente så længe på, hvordan programmet og vi bliver klippet sammen. Hvordan bliver vi taget imod af offentligheden.
Vi så ikke udsendelsen selv, inden det blev sendt i TV, så vi kunne blot håbe, at vi gjorde det, som vi husker det tilbage i august.
Vi er heldigvis tilfredse med klipningen, og hvordan vi fremstilles. Trods vi også havde en masse andre relevante dialoger, så kan alt jo ikke komme med. Vi havde os selv med hele vejen, og det synes vi, er tydeligt at se på skærmen. Den overvældende feedback efterfølgende har været helt vildt magisk. Alt fra forældre, som skriver, at de har børn som også er påvirket af angst, og at det giver dem en ro, at de kan se, at man kan præstere, hvad vi gør – til nye b2b forhandlerforespørgsler. Men også blot søde opkald, beskeder, fra nye, som ”gamle” kunder, om at de elsker vores smykker. Det hele har været positivt, og vi suger det hele til os. Det er en tid og en oplevelse, som ikke kommer igen. Det forsøgte vi også at huske hinanden på, inden vi trådte ned ad trappen til optagelserne: ”Lad os forsøge at nyde det – og tage det hele ind. Det her er en once in a lifetime oplevelse”
Så vi har fået opfyldt alle drømme og forhåbninger – også selvom vi gerne ville have have haft en forhandling inde i studiet – det blev lidt taget fra os på den måde, som vores investering foregik. Men vi er bare så taknemmelige for, at Jacob løb efter os – det betyder mere end nogen forhandling ville kunne.
– Hvor er Sorelle Jewellery om 5 år?
Om 5 år, har vi en forventning om, at vi er på den anden siden af 10.000.000 i omsætning, det ser vi som et realistisk mål. Vi forhandles helst også på det nordiske marked og vores team er vokset større. Vi laver endnu håndlavet smykket på vores limited kollektioner, og vi har måske endda også udvidet til øvrige kategorier. Hvem ved? Vi ligger i hvert fald ikke på den lade side 🙂