[single_post_category_name]

Det skal du vide om forstørrelse af balder ved operation

Overvejer du at få foretaget et kirurgisk indgreb? Så er der visse ting, du skal være opmærksom på, inden du lægger dig under kniven. Speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen forklarer her, hvad du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at lægge dig under kniven for at få en større numse.

I Brasilien har der altid været mere fokus på bagdelen end på brysterne, og den trend er ved at brede sig også til Europa. Den nye trend er hvepsetalje og en stor numse.

Mange beundrer Jennifer Lopez’, rapperen Cardi B og Kim Kardashians bagdel.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til dig, der overvejer kosmetisk kirurgi

Balderne består normalt af et rimelig stort fedtlag, som ligger lige under huden, herunder ligger de store og mindre sædemuskler, glutealmusklerne. Under musklerne ligger den store nerve, Ischiadicus, som strækker sig ned i benet og er nødvendig for, at vi kan bevæge vores ben.

Balderne kan ved hjælp af kirurgi gøres større på to forskellige måder. Den ene foregår ved hjælp af silikoneimplantater, den anden metode foregår ved, at man sprøjter ens eget fedt ind i balden (fedttransplantation).

Den hyppigst anvendte metode i de Sydamerikanske lande var tidligere, at man lagde silikoneimplantater ind bag musklen i ballerne. Snittet lægges oftest på hver side af balden opadtil og ind mod midtlinjen, således at arret kan skjules bedst muligt. Det er et større kirurgisk indgreb, og man er relativt handikappet bagefter, fordi man stort set ikke må bevæge sig i flere uger efter indgrebet på grund af risiko for, at implantaterne skal flytte sig. Operationen er desuden forbundet med stor risiko for komplikationer. Der er risiko for voldsom hævelse på grund af væskeansamlinger, betændelse og implantaterne kan også nemt flytte sig med et abnormt udseende til følge. Endelig kan beskadigelse af nerver medføre føleforstyrrelser og bevægeindskrænkning. Sidst, men ikke mindst kan man mærke implantaterne næsten konstant, når man sidder, går, løber og ligger, hvilket bl.a. skyldes at disse silikoneimplantater er mere faste end de silikoneimplantater man lægger ind i brysterne. Vi bruger vores bagdel, når vi sidder, når vi går, når vi står, og når vi dyrker motion. Derfor er det betydelig mere kompliceret at lægge et implantat ind i bagdelen, end i brysterne. En flot bagdel er smuk, men ikke på bekostning af ens fysiske velbefindende.

Igennem de senere år er fedttransplantation blevet meget populært i stedet for implantater, da et par balder fyldt med fedt i stedet for et fremmedlegeme er rarere at sidde på og ikke generer, når man bevæger sig. Baldeforstørrelse med eget fedt (Brazilian Butt Lift ) er en operation, hvor fedt fra et sted på kroppen udtages og herefter sprøjtes ind i balderne.

LÆS OGSÅ: Hvem er egnet til en fedtsugning, og hvordan foregår det?

Under operationen tages fedtet fra et sted på kroppen, hvor man har overskud af fedt f.eks. fra maven, ryg, lår og hofter. Dernæst behandles det på en speciel måde og sprøjtes ind i minimal mængde ind i balderne. Årsagen til, at fedtet skal sprøjtes ind i minimal mængde, er, at man skal sikre sig overlevelse af fedtvævet. Sprøjter man en stor klump af fedtvæv ind, vil fedtvævet dø og forsvinde, fordi det mangler blodforsyning. Efter operationen er det vigtigt, at det fedt som er sprøjtet ind overlever. Fedtcellerne kræver nyt blod og næringsstoffer for at kunne overleve. Det sker ved hjælp af en proces, som kaldes angiogenese, hvor nye blodkar gror ind i det transplanterede fedt. Denne proces kræver fred og ro, og unødvendig tryk skal derfor undgås. Forstyrres processen vil de nye fedtceller dø. Efter ca. 3 uger er nye blodkar etableret og det nye fedtvæv kan overleve. Derfor må du ikke sidde eller ligge på bagdelen i 3 uger.

For at forstørre en bagdel kræves en del fedt, derfor er slanke individer ikke velegnet til denne metode.

Jeg har netop været på en stor plastikkirurgisk kongres i Miami, og her var der talrige indlæg, som omhandlede baldeforstørrelse. Der var store indlæg fra plastikkirurger fra blandt andre USA, Mexico, Brasilien, Columbia og Ecuador.

En plastikkirurg fra USA fortalte, at han havde foretaget 6.000 baldeforstørrende operationer bl.a. ved hjælp af fedtvæv. Han sprøjtede op til 1 liter fedt ind i hver balle. Desværre var der en del, som fik komplikationer i form af, at fedtvævet ikke kunne overleve og efterlod skæmmende ardannelse, betændelse og svære deformiteter og værst af alt, var der patienter, som mistede livet pga. fedtembolier (fedtblodpropper i hjerte, lunger og hjerne). Når man sprøjter så store mængder fedt ind, bliver man nødt til at sprøjte fedtet ind ikke bare under huden, men også ind i musklerne for at fedtet kan overleve. Men her ligger også nogle store kar, og kommer man til at sprøjte fedt ind i karrene eller beskadiger karrene, kan man risikere fedtblodpropper, som man kan dø af.

I efteråret sendte BAAPS (British Association of Aesthetic Plastic Surgeons) en advarsel ud til de britiske kirurger, om ikke at udføre behandlingen, indtil man har samlet mere viden på området. Det skyldes at baldeforstørrelse med eget fedt, er det kosmetiske indgreb, hvor man har registreret den højeste rate af dødsfald indenfor kosmetisk kirurgi (1 ud af 3000 operationer).

På kongressen i Miami var der selvfølgelig meget stort fokus på emnet, og man nåede frem til den konklusion, at man anbefalede kun at sprøjte fedt ind lige under huden og ikke ind i muskulaturen, da det medførte for stor risiko for alvorlige komplikationer med fedtblodpropper. Endvidere skal man ikke sprøjte mere fedt ind end 300 ml i hver balde.

Det er en positiv udvikling, for der er ingen tvivl om, at denne operation bliver mere og mere efterspurgt også i Danmark. Derfor er det vigtigt, at man som plastikkirurg hele tiden følger med i de nye tendenser og kirurgiske muligheder.

Modsat brystet er der muskler i vores bagdel. Derfor er det også muligt at få en flottere og større bagdel ved hjælp af træning. ”Balder af stål”—Charlotte Bircows work out program lever stadig ikke forgæves.

 

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide