Fashion&Beauty

Styrk din hud – så den er  vinterklar

Lillie Gitte Østergaard er indehaver af beautyklinikken DollFace i København og forfatter til bøgerne Skandinavisk Skønhed og Lillies Lykke. På ChriChri deler hun ud af sine fantastiske skønhedstips og giver dig gode råd til, hvordan du passer godt på din hud i den kolde vintertid.

___

Sommeren er gået på hæld – i aller højeste grad. Din hud bærer måske præg af en dejlig solrig tid, med masser af saltvand og solcreme. Sol og saltvand udtørrer huden i overfladen, og de store mængder solcreme kan stoppe huden godt til. Så hvordan rydder vi op i huden efter sommeren, og får den kampklar til frost og kulde?

Lillie anbefaler

Start med at få et par facials med to til tre ugers mellemrum. Efteråret er en god tid at få lavet et par ekstra behandlinger på, for her er vi ikke under solens påvirkning i samme grad som vi er om sommeren. Når man dybderenser hudens porer i en ansigtsbehandling, kan disse trække sig sammen igen, så huden ser mere ensartet, ren og strålende ud. 

Mange af os får pigmentering over sommeren, og her vil jeg anbefale frugtsyre-ansigtsbehandlinger til de lette pigmenteringer. Har du nogle svære tilbagevendende pletter, kan det godt betale sig at bruge pengene på lysterapi som eksempel SRS LASER. Den føres blandt andet hos Pure Face på Østerbro. De fleste har en tendens til at få lidt udbrud af akne når årstiderne skifter. Når vejret bliver koldere bliver vi automatisk tørre i underhuden. Din hud vil derfor forsøge at fugte sig selv indefra ved at producere mere talg, og det kan resultere i ophobning af talg/fedt i porerne, som så fører til udbrud af små røde bumser eller talgknopper. Sørg for at optimere din fugttilførelse i form af en mere nærende creme samt opfølgende fugtmasker et par gange om ugen. Jeg kan i den grad også anbefale at bruge et par dråber god olie under dagcremen. Igen vil en grundig dybderens hos din kosmetolog afhjælpe hudens porer til at have frit flow igen.

 

Gør din hud klar til vinteren

Jeg vil fortælle noget om antioxidanter som ikke alle er klar over – og som er vigtigt at vide nu hvor vi gør os klar til Hr. Vinter. Vi optager ikke særligt store dele af antioxidanter i kroppen. Det fandt forskere ud af nogle år tilbage efter at antioxidanter blev et modefænomen. Men det skal vi heller ikke! Det er en stor misforståelse! Frie radikaler er ustabile molekyler der beskadiger os og kan gøre os syge. Disse findes overalt, især i tobaksrøg, forurening, dårlige sprøjtede madvarer og sukkerholdige drikke. Antioxidanternes fornemme mål er, at koble sig på disse frie radikaler og derved uskadeliggøre dem! Ergo skal man ikke tænke på antioxidanter som noget der skal optages, men nærmere som nogle små seje super-soldater der styrker vores immunforsvar. Det er derfor en god ide at indtage madvarer og drikke der indeholder en masse antioxidant. Det gælder også for kosmetik! Gå efter rene kvalitetsprodukter med et højt indhold af antioxidant! Som et led i at styrke os selv til den kommende juletid og frostbid, kan vi næsten ikke få nok antioxidant. 

 

Beskyt din hud og styrk dit immunforsvar

Nu vi er ved madvarer vil jeg nævne et par ting der optimerer din hud synligt og fungerer som genial beskyttelse til kuldetiden, og ligeledes er gavnligt hvis der skal indtages mere alkohol og mad i den søde juletid. Start din morgen med flydende fiskeolie. Tag gerne op til to spiskeskefulde inden din morgenmad, og sørg for at din fiskeolie er af helt ren og høj kvalitet. Kapslerne er ikke min favorit og det er der to årsager til. Hvis du skal indtage den mængde i kapsler, kan den gelatine kapslerne er lavet af, give problemer for maven. Du kan heller ikke dufte dig til om din olie er dårlig hvis den ligger i kapsler. Det er vigtigt at vide, at man tager IKKE på af den mængde fiskeolie som mange fejlagtigt tror. Hvis man indtager mindre mængder, tildeles først hjernecellerne og derefter vigtige organer, og så er der ikke nok til huden som oftest prioriteres sidst af kroppen selv. Tag en C vitaminkur i form af brusetabletter og drik et glas hver morgen til din morgenmad. Det styrker immunforsvaret og giver en smuk glød i huden!

Til sidst vil jeg påpege vigtigheden af at beskytte din hud mod frost og skarp vintersol. Vi tror fejlagtigt at vi ikke beskadiges af solens stråler om vinteren, men ofte starter mange pigmentfejl om vinteren hvor vi ikke tænker så meget over at bruge solcreme. Mange gode mærker fremstiller i dag en vinter-solcreme, der både indeholder SPF og en frostbarriere.  

God november!

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *