Tina Lykkegaard
Tina er under uddannelse til holistisk hudterapeut og arbejder til dagligt i Naturskøn. Se mere til Tina på Instagram under navnet @tinalykkegaard eller på hendes website Tinalykkegaard.dk
Hele 80 % af hudens sundhed og udseende kommer indefra, mens kun 20 % kommer fra den hudpleje eller de skønhedsprodukter, du generelt bruger. Derfor er der også store forandringer at hente ved at nære kroppen indefra med de helt rigtige fedtsyrer, vitaminer, mineraler og antioxidanter. Her guider ChriChris holistiske skønhedsekspert, Tina Lykkegaard, dig til, hvordan du opbygger et smukt ydre – indefra.
Drik vand
En af de første ting, jeg anbefaler, er vand. Glem ikke vand! Huden har brug for væske, og derfor er det vigtigt at være hydreret dagen lang. Man siger faktisk, at når du først er tørstig, er du allerede dehydreret. Når du har lyst til søde sager om eftermiddagen, er der også en reel mulighed for, at det er dine nyrer, der skriger efter vand.
Drik gerne omkring 2 liter væske dagligt. Her tæller alle sukkerholdige drikke ikke med, men du kan med fordel erstatte 1 liter med urtete. Det kan eksempelvis være brændenælde eller mælkebøtte, som virker (h)udrensende, men også gerne grøn te/hvid te, som har et højt indhold af antioxidanter. Vand, som er tilsat vitaminer eller mineraler, optages nemlig bedre i kroppen, og derfor kan du med fordel tilsætte citron, mynte, agurk eller ingefær til dit almindelige vand.
LÆS OGSÅ: Vinterhud: Få gløden og den friske hud tilbage
Go Green
En anden ting er selvfølgelig kosten. Har du nogensinde prøvet at skrive ned, hvad du helt præcist spiser over tre almindelige dage? Du vil måske opleve, at din kost ikke er specielt varieret, eller at grøntsagsindholdet ikke er så stort som forventet.
Det anbefales at spise mindst 600 g. frugt og grønt dagligt og gerne endnu mere grønt end det. I den travle hverdag er det langtfra hver dag, vi spiser så meget grønt, og de nemme løsninger, som købemad, bliver ofte taget i brug. Det skal der også være plads til, men bestemte vitaminer, mineraler, fedtsyrer, mælkesyrebakterier og antioxidanter kan komme til at mangle, hvis vi spiser for ensformig kost.
Spist farverigt
Spis farverigt! Jo flere farver du får hver dag, jo flere gode stoffer får du indenbords. Grøntsager og frugter med stærk intens farve er rigest på gode stoffer. Eksempelvis granatæble, mørke kirsebær, blåbær, solbær, aroniabær. havtorn, rødbede, gulerødder, sødkartoffel, gurkemeje, hindbær, persille eller kål.
Husk fedtet
En af mine store kæpheste er fedtsyrer. Ofte får vi ikke den mængde eller de rette fedtsyrer som vores krop har brug for. Kvinder har specielt brug for fedtsyrer til vores hormonbalance. Det skal dog være de rette fedtsyrer, og specielt omega 3 fra fisk får vi generelt for lidt af. Fiskeolie er med til at dæmpe irritation i huden og hjælper til at smøre huden indefra. Det er desuden vigtigt at gå efter økologisk fisk, da opdrættede fisk bliver fodret med knap så godt foder og derfor ikke har samme mængde omega 3 i sig.
LÆS OGSÅ: Det fortæller din hud om din krops tilstand
Få styr på fordøjelsen
Et emne, vi også bør være meget opmærksomme på, når vi taler skønhed eller flot hud, er fordøjelsen. Hele 80% af vores immunforsvar sidder nemlig her, og det skal plejes og passes. Stress, dårlig kost, medicin (herunder også p-piller) kan påvirke immunforsvaret og tarmfloraen negativt, da det nedbryder vores gode bakterier.
Fordøjelse er generelt ikke noget, vi taler meget om, men fakta kan lige så godt komme på bordet: Hvis fordøjelsen skal være optimal, skal du komme af med afføring 2-3 gange dagligt. Du skal tænke på, at du ofte spiser tre større hovedmåltider- og de skal ud igen. Du bør ikke opleve for meget oppustethed, forstoppelse, diarre eller generelt ubehag i maven, da det vil påvirke kroppens udrensningsproces negativt. Tag gerne et tilskud af mælkesyrebakterier dagligt, eller som en kur over en periode på 3 måneder.
For nogle kan gluten, komælk samt sukker lave rav i fordøjelsen og skabe besvær. Dette besvær vil sommetider kunne ses på huden, da det er kroppens eneste udvej, hvilket kan resultere i eksem, bumser, linjer/rynker, tørhed, slap hud, appelsinhud samt knopper på arme/ben.