Beauty

Sådan slipper du af med slapt maveskind

Sådan slipper du af med slapt maveskind
Facts

Benedikte Thuesen

Speciallæge i plastikkirurgi

Læs mere om Benediktes arbejde her: 
www.benedikte-thuesen.dk

Løs hud på maven ses især efter store graviditeter og større vægttab. Den typiske patient som jeg ser er en slank mor, der henvender sig med løs hud på maven, som hun ikke kan få væk, på trods af at hun har genvundet sin normale vægt efter fødslen og flittigt har dyrket mavegymnastik.

LÆS OGSÅ: Hvornår er der behov for en øjenlågsoperation?

Måske ser kvinden stadig gravid ud, selvom hun har født for flere måneder siden, hvilket skyldes at muskulaturen i midtlinjen er gledet fra hinanden, så afstanden mellem dem bliver op til flere centimeter. Efter fødslen trækker musklerne sig ofte sammen mod midten igen, men hos enkelte vil adskillelsen være permanent og bugvæggen dermed slap. Det er ikke muligt ved hjælp af motion eller ihærdig mavegymnastik at rette op på denne tilstand. Den eneste mulighed er, at sy muskulaturen sammen i forbindelse med nedenstående operation, så man igen kan få en stram mave. Et andet typisk eksempel er en mand eller kvinde, der har haft et vægttab på 20-30 kg eller mere som på trods af motion stadig har løs hud på maven.

Såfremt du overvejer en operation for løs hud på maven, skal du vurderes af en plastikkirurg. Her vil du blive informeret om, hvilken operation der vil give netop dig det bedste kosmetiske resultat og leve bedst op til dine forventninger. En forudsætning for et godt resultat er, at man ikke er overvægtig. Overvægtige patienter skal tabe sig inden operationen. Hvis du er overvægtig eller er ryger, vil jeg personligt ikke operere dig, da der er for stor risiko for komplikationer. Man skelner mellem en lille maveskinds operation og en stor. Har man kun løs hud under navleniveau kan man nøjes med en lille maveskindsoperation, hvor man blot fjerner overskydende hud under navlen. Har man derimod også løs hud over navleniveau vil det ofte kræve en stor maveskinds operation, som indebærer flytning af navlen.

Lille maveskindsoperation: Der lægges et tværgående snit over skambenet. Snittet lægges så langt ned mod det hårbærende område som muligt. Længden på arret afhænger af, hvor meget hud der skal fjernes. Det vigtigste er dog, at arret kan skjules af bikini eller badebukser. Hud og underhud undermineres helt op til navlen og den overskydende hud og underhud skæres væk.

Stor maveskindsoperation: Snittet lægges på samme måde, som til den lille maveskindsoperation, men hud og underhud undermineres helt op til ribbenene. Navlen skæres ud som en blomst på en stilk, således at dens karforsyning bevares. Der laves et lille hul til navlen i den hud, der før lå over navlen. Navlen syes ind i dette hul.

LÆS OGSÅ: Er det farligt at få silikonebryster?

Er muskulaturen gledet fra hinanden kan den i forbindelse med operationen syes sammen. Hvis der er fedtoverskud kan operationerne suppleres af en fedtsugning Ved slutningen af operationen iføres man en bodystocking, som man skal gå med døgnet rundt i 3 uger.
Efter operationen (lille eller stor) er det vigtigt at man tager den med ro for at undgå komplikationer som blodansamling og hævelse. Man kan genoptage sit arbejde 2-4 uger efter operationen, alt afhængigt af hvor fysisk krævende arbejde, man har.

Share This