Fashion&Beauty

Kom tæt på kvinden bag den hypede nye parfume fra Jean Paul Gaultier

Team ChriChri har været i byernes by, Paris for at fejre lanceringen af den helt nye og meget hypede parfume,’Scandal’, fra den legendariske Jean Paul Gaultier. Her fik vi fornøjelsen af at møde den smukke model, Vanessa Axente, som lægger ansigt til kampagnen for ‘Scandal’. Læs med, når Vanessa tager dig helt tæt på den nye kampagne, og giver dig sine allerbedste skønhedstips!

LÆS OGSÅ: Giv din hud det ultimative sundhedsboost 

Om Kampagnen

Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, at du skulle være ansigtet for ’Scandal’ fra Jean Paul Gaultier?

Jeg var meget, meget spændt! Før jeg blev hyret til kampagnen, ringede de til mit bureau, hvor jeg hørte om historien bag ’Scandal’, og jeg blev med det samme meget begejstret for den ’skandaløse’ historie bag, og ville virkelig gerne være en del af det. Så jeg blev super glad, da de ringede og sagde, at jeg havde fået jobbet som ansigtet for ’Scandal’.

Hvad kan du særligt godt lide ved brandet Jean Paul Gaultier?

Jeg elsker at brandet på en måde har to sider. Den ene, hvor denne her parisiske elegance kommer frem, men samtidig altid med et meget cool og chikt udtryk. Så du får begge dele med Jean Paul Gaultiers univers. Og der er altid en sjov og legesyg vinkel, lige meget hvad det er, han skaber, om det så er hans shows, reklamer eller samarbejder, så er det altid med et glimt i øjet. Og det kan jeg personligt virkelig godt lide, da mode nogle gange kan være meget seriøst.

Hvad kan du særligt godt lide ved den nye duft ’Scandal’?

Jeg elsker virkelig duften af den, som er meget frisk! Men på grund af patchoulien, har den også meget kraft, så den fanger virkelig folks opmærksomhed, hvilket jeg meget godt kan lide. Den er helt vildt vanedannende. Første gang jeg duftede til den tænkte jeg ”Den er da meget lækker, den kan jeg godt lide”. Anden gang jeg brugte parfumen, var det mere ”Hmm, den er faktisk VIRKELIG god”, og så begyndte jeg at bruge den mere og mere. Noget andet jeg er ret glad for ved den, er at den både kan bruges om dagen og om aftenen.

Hvilken slags kvinde er ’Scandal’ skabt til?

Powerkvinder med masser af selvtillid. Men selvom du måske har en dag, hvor du ikke føler dig helt på toppen, så hjælper parfumen dig også med at få det frem i dig. ’Scandal’-kvinden er en stærk kvinde, men som samtidig også kan lide at have det sjovt, hvilket jeg bliver mindet om, og inspireret til, når jeg bærer parfumen.

Hvad er historien bag kampagnen?

Der er denne her stærke powerkvinde, som er virkelig succesfuld, men samtidig kan hun godt lide at have det sjovt, så hun går ud om natten. Det er en meget feministisk kvinde, og kampagnen forsøger at vise kvinder, at man sagtens kan have begge sider i sig.

Hvad har været det mest mindeværdige ved at arbejde med kampagnen?

På et tidspunkt var vi i en rigtig ministerbygning, og vi fik lov til at være i det kontor, hvor selve ministeren arbejdede. Jeg fik at vide, at jeg skulle sætte mig på ministerens stol og smide benene op på hans bord, hvilket var en ret speciel oplevelse. Jeg ved ikke helt, hvordan han havde det med det 🙂

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview: Få duftekspertens bedste parfume-tips

Team ChriChri og smukke Vanessa Axente i Paris

Om Skønhed

Hvordan påfører du selv parfume?

Jeg kan godt lide at komme parfume på halsen. Det er et godt sted, når du skal kysse kæresten eller kindkysse veninderne. Jeg kommer også parfume på håndleddene, hvilket er et godt sted, når man gestikulerer eller giver hånd til folk. Du skal selv finde de steder på din egen krop, hvor du tænker, at duften kan udvikle sig.

Hvad er dine yndlingsdufte, som ikke er parfume?

Jeg elsker virkelig duften af natur; hav, træer og blomster. Jeg har lige været i London og elskede at gå rundt i parkerne og dufte til alle blomsterne. Men jeg elsker også duften af mad – især kage! Jeg er også vild med duften af kaffe…. Og krydderier! Især det indiske køkken dufter helt fantastisk.

Hvad er dit bedste skønhedstip?

Inden jeg går i seng, er det vigtigt at vaske sit ansigt og bruge en god fugtighedscreme, så huden ikke tørrer ud. Om morgenen vasker jeg også mit ansigt – med koldt vand, og så giver jeg altid mit ansigt en let massage på 2-5 minutter. Derefter kommer jeg serum og dagcreme på huden. Når jeg ikke arbejder, lader jeg altid min hud ånde, så jeg bruger næsten ikke noget makeup til dagligt.

Hvordan vedligeholder du dit look, når du er på farten?

Jeg har lidt concealer, mascara og en blush med, hvis jeg skal til et finere arrangement. Hvis jeg skal til fest, har jeg altid en rød læbestift med i tasken.

Hvilke skønhedsprodukter er dine favoritter?

Jeg er særligt glad for det ungarnske skønhedsbrand Omorovicza. Derudover er jeg også vild med ’Advanced Night Repair’ fra Estée Lauder. Af makeup bruger jeg concealer og mascara fra Helena Rubinstein, lip balm fra Clinique og en lækker bronzer fra Estée Lauder.

Har du nogle skønhedsikoner som inspirerer dig?

Jeg elsker topmodellerne Gisele Bündchen og Natalia Vodianova. Det er mine to favoritter – meget smukke og succesfulde kvinder.

Hvad er det bedste skønhedstip du nogensinde har fået?

Jeg har lært, at inden man lægger sin læbestift, er det en god idé at komme en smule concealer og pudder på læberne først, og derefter komme læbestiften på læberne med en pensel. Så holder den i meget længere tid, og du kan lave en meget pænere form på læbestiften med en læbestiftspensel.

Parfumen ‘Scandal’ fra Jean Paul Gaultier kan købes online HER

Artiklen indeholder reklamelinks

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *