Copenhagen Fashion Week skydes i gang i næste uge, og fashionistaer, kendte og folk fra modebranchen vil myldre frem i de københavnske gader for at få et sneakpeak på den kommende efterårs- og vintersæson 2017, til de forskellige shows. Vi har spurgt en række danske kvinder om, hvordan deres modeuge ser ud. Denne gang kan du få et indblik i, hvad sangerinde Lina Rafn glæder sig mest til at opleve, og hvilke musthaves hun har med i tasken.
LÆS OGSÅ: Min Modeuge: Emilie Lilja
Q
Hvilket show glæder du dig mest til at opleve under den kommende modeuge?
A
Henrik Vibskov har aldrig skuffet, så det glæder jeg mig rigtig meget til. HAN Kjøbenhavn er jeg også ret vild med og på den mere klassiske womenswear-front, synes jeg at Freya Dalsjø er enormt spændende at følge.
Q
Hvilke musthaves har du altid med i tasken under modeugen?
A
Jeg har altid MAC blot-powder og en Lypsyl læbepomade – og en oplader. Det suger SÅ meget strøm at snap’e og lave insta-story i så sindssygt et omfang, som jeg gør det under modeugen.
Q
Hvad skal du have på under den kommende modeuge?
A
Jeg har lige investeret i et par jeans fra Balenciaga, som er virkelig skønne. Derudover har jeg ikke besluttet det endnu. Jeg forsøger at koordinere min visuelle ambition med komfort og varme – det er som regel tre svære størrelser at forene.
Q
Hvilket show har du været allermest begejstret for, af alle dem du har oplevet?
A
Den gang Noir eksisterede, lavede de det meste åndeløst magiske show, hvor modellerne stoppede op midtvejs på catwalk’en og så blæste der støv på dem og op fra deres hår. Tøjet var ekstremt elegant og enkelt og stærkt og tidløst og luksuriøst og det hele foregik ligesom i slow-motion. Det var en følelse af, at tiden stod stille.
Q
Hvad er dit bedste minde fra den danske modeuge?
Jeg tror, det må være et af Barbara i Gongini’s shows. Hun havde engang et show, hvor modellerne enten var dyppet i sort maling eller blev det undervejs. Det var utrolig gennemført og historiefortælling og vision passede perfekt til tøjet, som jeg alle dage har været draget meget imod. Det er som om hendes tøj udtrykker det menneske, jeg valgte ikke at blive, men lige så godt kunne have været.
LÆS OGSÅ: Min Modeuge: Szhirley