Fashion&Beauty

Trine Kjær: I genbrugsbutikker finder jeg ting, ingen andre har

Facts

OM ‘SMID TØJET’-KAMPAGNEN:

Sammen med TV 2 arrangerer Røde Kors Danmarks største indsamling af tøj fra 1.-21. maj. Planen er gøre danskerne mere bevidste om genbrug og at få dem til at donere deres brugte tøj frem for at smide det ud. Derudover sørger Røde Kors for, at danskernes brugte tøj bliver til penge, som bruges til nødhjælp og socialt arbejde i verden og i Danmark.

Du kan læse mere om kampagnen, og hvordan du donerer tøj HER.

Bloggeren Trine Kjær er en af Danmarks største stilikoner, og har en garderobe, der gør de fleste grønne af misundelse. Vi har taget en snak med Trine om stil, gode genbrugsfund, og om hvilke tanker hun gør sig om sit kommende barns garderobe.

Q:

Hvad er god stil for dig? 

A:

God stil for mig kan være alt fra et simpelt look med jeans og en rundhalset T-shirt til et outfit fuld af prints. Det væsentlige er blot, at man kan se, at personen føler sig tilpas i sit outfit. Det er så tydeligt, hvis folk føler sig utilpas eller ukomfortabel i et outfit, og det ser aldrig godt ud. Man kan vel kort sagt sige, at folk, der hviler i sig selv og deres stil, har god stil i mine øjne. 

Q:

Har din stil ændret sig, efter du blev gravid?

A:

Både og… Det er klart, at den voksende mave forhindrer mig i at gå i nogle af de outfits, som jeg før gik meget i. Jeg har for eksempel måtte pakke alle mine yndlings Levi’s 501-jeans ned, fordi de er højtaljede og uden stræk. Men så kan jeg til gengæld sagtens gå i alle mine kjoler, og særligt kjoler med jeans under har været en favoritkombination gennem min graviditet. Jeg har også meget fokus på at blive ved med at gå en masse i farver. Det gjorde jeg, før jeg blev gravid, og det har jeg i sinde at fortsætte med. For jeg kommer i godt humør af det, og jeg synes generelt, at det er ærgerligt, at så mange gravide kun går i mørkt tøj.

Q:

Hvor meget tænker du over genbrug og bæredygtighed, når du køber nyt tøj?

A:

Jeg tænker meget over hvor langtidsholdbart et stykke tøj er, og derfor går jeg også primært efter tøj i lækre materialer, som jeg ved, jeg ville kunne bruge i mange år frem. Hvis jeg har lyst til noget skørt og farverigt, så kigger jeg i genbrugsbutikker… Alt nyt mode har jo referencer til tidligere årtier, så jeg kan ofte finde ting, jeg lige har set på catwalken nede i fx Røde Kors. Jeg har købt tøj i genbrugsbutikker lige siden mine tidlige teenageår, og har altid elsket, at jeg i genbrugsbutikker kan finde ting, som ingen andre har på. På den måde kan man gøre sin stil lidt mere personlig.

Q:

Hvad er dit bedste genbrugsfund? 

A:

Alle mine silkeskjorter og alle mine Levi’s 501, der har det perfekte slid – En anden fordel ved genbrug.

Q:

Hvad går du efter, når du handler genbrug?

A:

Jeg går efter gode materialer. Generelt når jeg shopper, bruger jeg meget hænderne til at føle på tøjet, og hvis jeg støder på noget i en lækker kvalitet, tager jeg et nærmere kig på det. Man kan få de lækreste cashmere og silketing for ingen penge i genbrugsbutikker.

Q:

Har du gjort dig nogen tanker om, hvad for noget tøj din baby skal have, nu hvor du snart skal være mor? Skal det være arvetøj, genbrug, nyt eller blandet?

A:

Jeg ville på en eller anden måde ønske, at jeg kunne pudse glorien og sige, at vores baby kun skal gå i genbrug og arvetøj, fordi hun jo vokser ud af det i løbet af nul komma fem, og det vil være bedst for miljøet. Men det ville være en løgn! 

Der er ikke så længe til min termin i slut juni, og ligesom så mange andre kommende mødre synes jeg, at det er noget noget af det hyggeligste at købe små fine body’er og andet tøj til vores pige. Mit fokus er dog klart på bæredygtigt og økologisk tøj. H&M har et fantastisk budgetudvalg, og så er jeg vild med naturebaby.dk 

Q:

Hvorfor har du valgt at være ambassadør for “Smid Tøjet Danmark”? 

A:

Der er rigtig mange grunde til, at jeg gerne vil være ambassadør for Smid Tøjet Danmark. Først og fremmest for at sætte fokus på, at man er med til at hjælpe mennesker i nød over hele verden, hvis man afleverer noget af alt det tøj, man alligevel bare har liggende i skabet og aldrig bruger i sin lokale Røde Kors butik. Man kan se tøjet som en slags nødhjælpsvaluta, og alt kan afleveres, også selvom der er huller i.

LÆS OGSÅ:  Mathilde Norholt: Genbrug ER guld!

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *