I næste uge går dette års CPH:DOX-festival igang. En af verdens største dokumentarfilmfestivaller, der har en masse spændende film og verdenspremiere på programmet. Blandt andet verdenspræmieren på filmen Jaha’s Promos, hvor vores Kronprinsesse også deltager. Sådan! Verdenspremieren vil den 16. marts i Grand Theatre få besøg af både menneskerettighedsforkæmperen, Jaha Dukureh, filmens instruktør og selvfølgelig den deltagende Kronprinsesse.
Vi guider dig her til, hvad du ikke må gå glip af på CPH:DOX 2017.
LÆS OGSÅ: Nu er den her! Se musikvideoen til Beauty and the Beast
Som de fleste andre piger i Gambia blev Jaha Dukureh omskåret, da hun var helt lille. Ægteskabet blev arrangeret, da hun var otte, og som 15-årig blev hun gift med en 40-årig mand i New York. ‘Jaha’s Promise’ er en gribende fortælling om en ung piges kamp for sin egen krop, om at have modet til at konfrontere sin far, politikere og det omkringliggende samfund.
Historien om Jaha er således en historie om utallige kvinders lidelser – og om en enkelt kvinde med modet til at konfrontere et globalt tabu, der som få andre emner kan dele vandene. En stærk film om en endnu stærkere ung kvinde, og en oplevelse, der sidder i krop og sind, længe efter man har forladt biografsalen.
Se traileren til Jaha’s Promise i toppen af artiklen.
Dires
Designeren Dries van Noten er en af sin generations store fornyere. Med sine smukke og (tek)stilbevidste kreationer har den belgiske tøjdesigner siden 1980’erne etableret sig som en kreativ ener, samtidig med at han har formået aldrig at gå på kompromis med sin vision. For første gang har van Noten tilladt en filmskaber at følge ham både i sit arbejde og privatliv, og ‘Dries’ følger ham over et helt år – og gennem arbejdet med fire kollektioner, fra atelier til catwalk under den parisiske modeuge.
En inspirerende film om et dannet og sympatisk menneske, der bag sit elegante og beskedne ydre står bag nogle af de mest kunstnerisk nytænkende kreationer over de sidste 25 år.
Citizen Jane: Battle for the City
Kan du forestille dig, at en motorvej pløjede sig tværs gennem Manhattan? Og at SoHo slet ikke fandtes? Sådan kunne det let være gået, hvis ikke forfatteren og aktivisten Jane Jacobs havde kæmpet for sin elskede hjemby New York. I 1950’erne og 60’erne, hvor bygherren Robert Moses sad tungt på magten, stod Jacobs op imod en mands- og finansdomineret byggeverden, der var besat af moderne, monumentale masterplaner. Både som aktivist og som forfatter til arkitekturklassikeren ‘The Death and Life of Great American Cities’ var Jacobs en sand pioner, der var så langt forud for sin tid, at hendes radikale – og i virkeligheden dybt humanistiske – idéer først nu er begyndt at slå igennem i den arkitektoniske mainstream. ‘Citizen Jane’ er således ikke kun en dybt spændende historie om en modig kvindes kamp for sin by. Den er også en fagligt seriøs og fortsat aktuel storfilm om arkitektur, urbanitet og det gode (by)liv.
Wild Plants
Urban gardening er blot det seneste skud på stammen i rækken af tegn på, at natur og kultur måske ikke er så adskilte størrelser, som man har lært i skolen. Fra byhaver i Detroit til en indiansk filosof i South Dakota, og til guerilla gardening i Zürichs pæne forstæder. ‘Wild Plants’ ser på forholdet mellem planter og mennesker, og ligesom nogle mennesker er gode til at lytte, er Nicolas Humperts nyeste film både opmærksom og nuanceret i sin undersøgelse af det filosofiske og kreative potentiale i faktisk selv at tænke over vores egen plads i en levende og foranderlig, men samtidig cyklisk verden.
A Modern man
Charlie Siem er den perfekte, moderne mand. Ung, velhavende, fotomodel for Hugo Boss – og så er han oven i købet førsteviolinist med en voksende skare af fans verden over. Men er der også et menneske bag perfektionisten? Eva Mulvad følger den unge stjerne fra det søde liv i Monaco til hans ensomme spot i rampelyset, men er også med i kulissen, når tvivlen sniger sig ind på ham. For perfektionismen har en pris, og den er dyr. Kærester og nære forbindelser er den eneste luksus, man ikke kan tillade sig, når man har blikket rettet mod stjernerne. Men hvad skulle man ellers ønske sig, når man i forvejen har alt? Og hvordan bliver man den bedste, mulige version af sig selv?
Contemporary Color
Altid elegante og evigt nysgerrige David Byrne har siden tiden som frontmand i Talking Heads været en notorisk uforudsigelig kunstner. Men så smed han lige den her. En række stort opsatte live-shows flankeret af amerikanske cheerleaders og gæsteoptrædender af tUnE-yArDs, St. Vincent, Blood Orange, og en kurateret perlerække af andre musikere – inklusiv Byrne selv. En farvestrålende fest og dybt musikalsk opvisning, der stråler af positiv energi og gentænker hele koncertoplevelsen undervejs. Men ‘Contemporary Color’ er ikke kun en fest. Det er også en film om fællesskab og (selv)tillid for alle involverede, blandt hvem mange er high school-elever og andre er mennesker, der befinder sig i udkanten af de stramme, sociale kriterier for hvad der skulle forestille at være smukt og normalt.
LÆS OGSÅ: Thomas Bo Larsen som pornofilmsinstruktør
Hvis nogle af disse film har vækket yderligere interesse, som de har gjort for os, så kan du læse mere samt finde hele programmet for CPH:DOX lige her.