[single_post_category_name]

10 gode kogebøger til vinteren

Artiklen indeholder reklamelinks.

Vinteren er over os, og det betyder masser af gryderetter, supper og dejligt hjemmebagt brød. Læs med her, når Arnold Busck anbefaler de 10 bedste kogebøger med lækre opskrifter til vintermaden.  

 LÆS OGSÅ: Lækre bogpakker til dem, du holder af

Meyers simremad af Claus Meyer

Meyers simremad er en vaskeægte klassiker, når det kommer til efterårs- og vintermad. Claus Meyer guider dig på pædagogisk vis og lærer dig alt om, hvordan du får det bedste ud af råvarer og simreretter. Bogen er fyldt med lækre billeder og er opdelt efter årstid. Det betyder, at du faktisk kan glæde dig til dejlige simreretter hele året – og ikke kun i de kolde måneder.  

 

Det gode brød af Chad Robertson

En anden klassiker, der er værd at have i sit køkken, er Chad Robertsons Det gode brød. Chad Robertson er manden bag det verdensberømte Tartine Backery i San Francisco, og mange er rejst dertil for at smage hans legendariske surdejsbrød. I bogen deler Chad Robertson ud af sine opskrifter og viser, hvordan han laver verdens bedste brød.  

 

Supper & Co. af Kirsten Skaarup 

Supper er perfekt til efteråret og vinteren, og der er ikke noget bedre end en dejlig varm suppe at varme sig på, når vinden rusker, og regnen pisker ned udenfor. Med Supper & Co. får du masser af inspiration til nye spændende supper fra hele verden, der både smager fantastisk og er fyldt med alt det, din krop har brug for.  

 

Salattøsen – Kål hele året rundt af Mette Løvbom 

I Salattøsen – Kål hele året rundt viser Mette Løvbom, hvordan du uden besvær kan bruge kål som et lækkert alternativ til den klassiske grønne salat. Kål kan nemlig både spises råt og tilberedt og er desuden fyldt med antioxidanter, fibre og vitaminer, som kroppen sukker efter, når vinteren melder sin ankomst. Glæd dig til lækre opskrifter på salater, tærter, supper og meget mere.  

 

På glas og flasker af André Spange Nabulsi

Det er meget lettere at sylte, end man skulle tro! Og så er det færdige resultat ofte langt bedre, end det du kan finde i supermarkedet. I denne bog viser André Spange Nabulsi, hvor nemt og hurtigt du kan komme i gang med at sylte derhjemme – og på den måde nyde godt af sæsonens grøntsager, frugt og bær endnu længere.  

 

Kartofler af Hans Beck Thomsen, Søren Gericke, Erwin Lauterbach og Jan Hurtigkarl

Gennem århundreder har kartoflen haft en fast plads på spisebordet i de danske hjem. Men den har fået et dårligt ry, og flere har valgt den lille knold fra i forsøget på at skære ned på stivelsen. Men vidste du, at kartoflen faktisk er en af de råvarer, der mætter allermest for færrest kalorier? Kartofler er både bogen til dig, der allerede elsker kartofler, og som har brug for nye idéer til tilberedning – men også til dig, der endnu ikke kender til kartoflens mange muligheder.  

 

Krydret af Anne Hjernøe og Ditte Ingemann

Det danske vintervejr kalder på varme og smagsoplevelser fra Sydens sol. Med Krydret bringer Anne Hjernøe og Ditte Ingemann alle de dejlige krydderier i spil i et hav af skønne retter. Hvis du drømmer om krydrede simreretter, sprøde og smagfulde salater, fladbrød med fyld, aromatiske fiskeretter og skønne desserter, så er Krydret bogen for dig! Og råvarerne kan du selvfølgelig købe i dit lokale supermarked.  

 

Græskar af Søren Staun Petersen

En af efterårets mest fantastiske råvarer må være græskarret, der både er smukt med sin orange farve og smagfuldt i et hav af forskellige retter. Græskar er fyldt med lækre opskrifter og er perfekt til dig, der gerne vil lære nye måder at bruge den skønne grøntsag på. Derudover giver bogen dig også en fyldig guide til alle de forskellige typer af græskar.  

 

Høst af Camilla Plum

Høsten har altid været forbundet med fest, overdådighed og glæde. Det er kulminationen på forårets og sommerens hårde arbejde i haven og markerne. Camilla Plum fortæller i Høst om alle de muligheder, som både haven og naturen byder på i form af lækre råvarer, der bare venter på at blive brugt i køkkenet. Høst er klassisk Camilla Plum, hvor hun deler ud af alle sine erfaringer med madlavning og gode råvarer.  

 

Hey! Det er vildt af Julie Hey

Julie Hey er tilbage med en kogebog til alle, der elsker efterårets dejlige råvarer fra naturens spisekammer. Det er en moderne og uformel kogebog med fokus på vildt – primært ænder, fasaner og råvildt – men med opskrifter, der også nemt kan bruges til bl.a. kylling. Glæd dig over de dejlige opskrifter på alverdens tilbehør og desserter, der passer perfekt til den vilde hovedret.  

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide