Her får du opskriften på små lækre, søde og friske jordbærtærter. Lige til at dele med dem, du holder af – og den perfekte weekendkage 🙂 Især nu, hvor vi endelig er kommet rigtig ind i foråret <3
Sådan gør du:
Mørdej
Skrab kornene ud af vaniljestangen. Bland det med en lille smule flormelis, til kornene er jævnt fordelt i melissen. Rør vanilje, flormelis, smør, mel, æg og salt sammen, til dejen er ensartet. Dejen sættes på køl i en halv time. Når dejen har været på køl i 30 min., rulles dejen. Tænd ovnen på 175 grader. Jeg har brugt et glas, der passede til den bageform, jeg ville bage kagerne i (i dette tilfælde muffinforme af gummi). Udstik de runde forme, og placer dem forsigtigt i formene. Stik huller i bunden med en gaffel.
Marcipanfyld
Ælt marcipan, sukker og smør til en jævn masse. Tilsæt æg og pisk massen, så den bliver luftig. Fyld massen i tærteformene (næsten helt op til kanten, undlad et par mm). Bag dem midt i ovnen ved de 175 grader i 20-30 min. Hold øje med dem undervejs. Når kagerne er færdige, tages de ud og køles helt af, før du arbejder videre med dem.
Vaniljecreme
Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker. Pisk vanilje, sukker og æg sammen med elpisker i en gryde. Tilsæt mælk og majsstivelse, og pisk det godt sammen med det andet. Bring vaniljecremen i kog under konstant omrøring. Når cremen tykner, tages den af varmen. Sæt cremen på køl, til den er helt kold (gerne i en ny skål). Pisk fløden til flødeskum sammen med de 1-2 tsk. vaniljesukker. Når cremen er helt kold, tages den ud og piskes igen luftig. Vend nu cremen forsigtigt med flødeskummen. Kom vaniljecremen i en sprøjtepose, og sprøjt små toppe på bundene. Jeg har brugt en rund tylle, men hvis du vil have ‘mønster’, kan du også sagtens bruge en med takker eller andet.
Pynt til sidst med jordbær, pistacie og skovsyre (eller hvad hjertet ellers begærer).
Velbekomme!
Find flere lækre opskrifter på Sophies instagram @fillosophie.