[single_post_category_name]

Hvad gør man, når man selv eller en man kender, har et misbrug?

Hvor starter man egentlig med at gå hen, hvis man har et misbrug eller står nær en, som har det? Et af stederne, man kan henvende sig, er hos foreningen Fri af Misbrug, en frivillig organisation, der yder gratis, landsdækkende rådgivning til børnefamilier, hvor en af de voksne føler, at alkohol, hash eller stoffer fylder for meget hos dem selv eller deres partner. Anne-Camilla Nielskov er socialrådgiver og stifter af foreningen. Hun oplevede nemlig, at mange mødre og fædre ikke tør at bede om hjælp i det offentlige, hvilket resulterer i, at de ikke får den rette hjælp i tide. Hun ønskede at skabe et trygt sted, hvor man omsorgsfuldt hjælper dem videre. Vi har taget en snak med Anne-Camilla om, hvem der henvender sig, og hvilken hjælp, man kan få.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der egentlig med din krop, når du drikker?

Hvordan hjælper I folk? 

Fri af Misbrug er en gratis rådgivning til børnefamilier, der har problemer med stoffer eller alkohol. Her mødes forældrene med empati og hjælper med viden og værktøjer. I et trygt rum, kan skyld og skam mindskes. Vi hjælper familierne med at styrke håbet og skabe overblik over de videre muligheder.

Hvad oplever I oftest for nogle problematikker, at folk kommer med? 

Folk ringer ind, fordi der er konflikter i familien, som de ønsker hjælp til at håndtere. De søger hjælp til, hvordan de kan motivere deres partner til at komme ud af sit misbrug og evt. i behandling samt hjælp, hvis deres børn ikke trives. 

Hvilke folk er det, der opsøger jer? 

Det er forskellige sociale klasser, men overordnet er det såkaldt ressourcestærke familier, hvor der ikke er en finger at sætte på det ydre, og det kan derfor være enormt svært at opspore misbruget.  

I de første 5 måneder af 2021 kom 17% af henvendelserne i vores familierådgivning fra en far. Der er fædre, der er bange for at sende deres børn i samvær hos deres mor, fordi de bruger amfetamin. Vi har kontakt til den far, der ensom og kæmper for ikke at begynde at drikke igen, eller den far til tre, der har skjult, at han har taget kokain på arbejdet de sidste to år, og en masse andre sårbare, stærke, bekymrede, omsorgsfulde fædre, der rækker ud efter hjælp. 

I 2020 kom 74% af henvendelserne fra en mor. Vores rådgivning hjælper den mor, som lider af en fødselsdepression, som ryger joints for at holde barselslivet ud, den mor, der drikker hvidvin på vej hjem fra arbejde for at dulme stress, den mor der tager alt for meget kokain, når hun går i byen, den mor der kæmper i Familieretshuset for, at hendes børn ikke skal på samvær hos far, som er påvirket, den mor som er usikker på om hendes kæreste har et misbrug, den mor som måtte flytte på krisecenter med sine tre børn, den mor, der står alene med det hele, mens far er i behandling og en masse andre sårbare, stærke, bekymrede, omsorgsfulde og modige mødre. 

Du kan læse mere om Fri af Misbrug på hjemmesiden friafmisbrug.dk eller kontakte dem direkte på telefonnummer +45 30113514 eller kontakt@friafmisbrug.dk.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide