Denne ret stammer fra min fiskebog og er en af mine yndlingsretter, når jeg har brug for noget let, nærende og samtidig luksuriøst og betryggende på en og samme gang. Laksen får i den grad et løft af at blive dyppet i sesamfrø, som giver en skøn sprød overflade og den der vanvittigt lækre nøddeagtige sesam-smag. Sobanudler er lavet på boghvede i stedet for almindelig hvedemel, og derfor fuldt legale i vores sund november. Boghvede er rent faktisk et frø og ikke en kornsort, og derfor indeholder den ej heller gluten. Du skal dog være opmærksom på at mange typer sobanudler er lavet blot delvist på boghvede, med hvedemel som supplerende og nogen gange dominerende ingrediens, så være opmærksom på at finde dem der er lavet på 100 % boghvede, hvis du vil undgå gluten fuldstændig. I vinterhalvåret erstatter jeg asparges med fintsnittet spidskål, det er akkurat lige så dejligt. Salaten er også skønkold på madpakken næste dag, hvis man skulle have lyst til det.
Sådan gør du:
Rør dressingen sammen og sæt den til side. Skær laksen ud i tern på 2×2 cm, drys med salt og vend dem i sesamfrøene. Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og lad dem køle ned, og vend dem med dressingen. Skyl asparges og sukkerærter og skær den nederste del af aspargesene. Anbring begge dele i en sigte og hæld kogende vand over. vend i nudlerne. Steg laksefirkanterne i lidt sesamolie på en pande, de skal have ca 1 minut på hverside ved medium-høj varme. Server med det samme med ekstra soya sammen med nudelsalaten.
Lyder det ikke bare lækkert?