3 mellemstore kartofler
En lille potte dild
En lille potte persille
1 stk forårsløg
2 dl revet ost (mindre kan også gøre det)
2 æg
3 spsk mel
½ tsk. chilipulver/flager
ca. 1 tsk salt
ca. 1 tsk peber
I denne uge kigger vi på bloggen 2 Verdener. Bag bloggen står den 30-årige aarhusianer Esra Alici Pedersen, gift med Uffe og mor til snart 3. Esras mission er at forene det bedste fra familielivet og karrieren, fra dagligdag og fest – og ikke mindst bedste fra det danske og tyrkiske køkken.
Her bringer vi opskriften på hendes super-lækre grøntsagsdeller, (jeg har prøvet dem – de er forrygende), et meget fint bud på en meatfree Monday ret.
Se mere og læs Esras fine betragtninger om livet som mor med ambitioner, det at vokse op med to kulturer i hjertet og generelt kloge tanker om livet på www.2verdener.dk
______
Sådan gør du
Kruspersille, og dild i små potter, som man kan få i supermarkedet, smager ikke af så meget. Jeg bruger næsten altid bredbladet persille og dild, som man kan købe i den lokale grønthandler, da det smager af mere. I så fald brug ca. 3-4 stilke af hver).
Kartoflerne rives på den grove side og væden vrides fra. Dild, persille og forårsløg hakkes fint og vendes i kartoflerne sammen med æg, revet ost og krydderier.
Til sidst blandes mel i. Hæld lidt olie på panden og form dejen til flade frikadeller (ca. 1 cm) med en spiseske på panden. Steg ved svag varme indtil de får en gylden farve.