400 g pasta
1 stort bundt frisk spinat, helst 300-400 g
3 fed hvidløg i tynde skiver
3 spsk dl god olivenolie
flagesalt
friskkværnet peber
nogle dryp god ekstra jomfruolivenolie
frisk parmesanost i flager
Der er noget over en helt enkel servering hvor råvarerne får lov at stråle i al sin enkelhed, hvilket selvfølgelig stiller krav til kvaliteten retten, men bruger man gode ingredienser, kan de tåle lidt spotlight;) Jeg så mig lun på det smukkeste bundt friske spinat hos min lokale grønthandler i går, og det kaldte simpelthen på god olivenolie og hvidløg, så som sagt, så gjort. Forleden fik jeg en pose emmer-pasta af min veninde Cecilie, som har en nylig opstartet webshop med de lækreste italienske produkter, www.viaolivia.dk, og det var perfekt at bruge dem her i denne sammenhæng. Det er noget af det bedste pasta jeg har smagt i umindelige tider, let nødde-agtigt i smagen, cremet men med fint bid, og så har det den her smukke gyldne farve, som emmer, der er en ur-kornsort, bidrager med. Efterhånden tænker jeg, at vores pastaforskrækkelse er ved at være overstået, og jeg føler det vigtigt at pointere, hvor utrolig forskellig og varierende kvaliteten af pasta er. Denne pasta lavet af en lille italiensk producent, som kun arbejder med italiensk korn, som males til mel, hvorefter det laves til pasta, mens melet er friskt fra møllen. Emmer er en meget smagfuld kornsort, som udmærker sig ved at være rig på protein og have et lavere glutenindhold en almindelig hvedemel. Jeg synes personligt, jeg har en lettere fornemmelse i systemet, end når jeg spiser en regulær pasta af mindre sublim kvalitet, og jeg tror på, at denne pasta giver mere at arbejde med på et næringsholdigt plan. Men nuvel, vi er her primært for smagen, og her skuffer denne ret i hvert fald ikke. Det er en superenkel servering, men den smager ganske enkelt fantastisk. Perfekt til en omgang hurtig hverdagsmad.
Til 4 personer.
Sådan gør du
Bring en stor velsaltet gryde vand(1 tsk salt til 1 liter vand) i kog og put pastaen i, så vandet er spilkogende. Lad det koge uden låg til pastaen er al dente.
Imens varmes olien på en stor pande, svits hvidløg et minuts tid, og tilsæt så spinatbladene uden for meget af stilkene. Vend dem et par gange til de er klasket let sammen, drys med salt og sluk for varmen. Tilsæt pastaen sammen med en halv dl af kogevandet og lad det simre for høj varme et minuts tid. Drys med flagesalt, et drys friskkværnet peber og dryp generøst med din bedste olivenolie. Server retten med det samme.