2 hakket løg
2 – 4 fed hvidløg, alt efter størrelse
3 spsk. olivenolie
Ca. 75 g hel bacon
3 stængler bladselleri, i fine tern
3 mellemstore gulerødder, i fine tern
ca 300 g knoldselleri, i fine tern
En håndfuld frisk timian
1 kg hakket oksekød
2 dåser hakkede tomater af god kvalitet, jeg er glad for dem af mærket Mutti
4 dl fond, kylling eller kalvefond
3 dl rødvin, kan erstattes med fonden
2 tsk. salt
Friskkværnet peber
3 spsk. balsamico
Spaghetti efter eget valg
Hverdagene er nu en gang dem, der er flest af, derfor skal der også være noget godt at ”fylde dem ud med”. Spaghetti bolognese er altid et hit hos både store og små herhjemme, og denne opskrift går man aldrig galt med. Den er spækket med smag, og er faktisk også rimelig sund med alle de mange grøntsager, der er i. Jeg er ret sirlig med at snitte dem i fine tern. Det giver den bedste konsistens, og så er der den bonus, at den lettere glider ned hos de søde børn. Nyd den med spaghetti til – jeg er vild med både den fra Il Fornaio og De Cecco, og så med en ordentlig bunke parmesan på toppen. Uhm, det er godt…
Sådan gør du
Steg løg og hvidløg i olivenolie ved mellemvarme, så de blive bløde og blanke. Tilsæt baconternene og lad dem svitse med, til de bliver gyldne. Tilsæt grøntsagsternene og svits dem med nogle minutter. Tilsæt kødet og lad det stege med grøntsagerne, indtil det er nogenlunde brunet og tilsæt så hakkede tomater, fond, rødvin, salt, peber og balsamico. Lad kødsaucen simre i nogle timer under låg, hvis den er for vandet, så sæt grydelåget på klem. Jo længere saucen får lov at stå og simre, jo bedre. Smag til med sukker og evt. ekstra salt. Server med friskkogt spaghetti og masser af parmesanost.
LÆS OGSÅ: Suppe med persillerod
LÆS OGSÅ: Svampemos & sprøde brød