Aftensmad

Sund mad på budget: Nem suppe med kylling

Sund mad på budget: Nem suppe med kylling

2 fed hvidløg

1 tsk. stærk karry

Ca. 1 liter kikærte-kogevand

Ca. 300 g kikærter, vægten er efter de har kogt

Lidt citronsaft

Salt

300 g stegt eller kogt kyllingekød, gerne rester fra en hel kylling, eller et par færdigstegte kyllingeoverlår eller kyllingebryster

1 bakke (nogenlunde!) frisk rucola

Friskkværnet peber

God olivenolie

Sund, nem og super-velsmagende – det er lige præcis hvad denne suppe er. Og den blev så at sige til, ved et tilfælde. Jeg havde vild meget lyst til suppe forleden, og eftersom vi ved, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, så brugte jeg mere eller mindre hvad jeg havde i køleskabet. En rucola, som nok havde set lidt friskere dage, meget fin smag, men knap så sprød som for 3 dage siden. Kikærter havde jeg kogt dagen forinden, og kyllingen var også en rest fra en gang hjemmelavet kyllingefond, selvom man selvfølgelig sagtens kan købe et par gode kyllingebryster til formålet, jeg var bare så heldig, at jeg tilfældigvis havde det i forvejen. Og så vil jeg lige slå et slag for det, at koge sine egen kikærter. Det er så nemt, og de smager så meget bedre end de ofte lidt for udkogte og halvkedelige nogen, man kan købe færdigkogt fra dåse. Ydermere får du et plus, nemlig alt den dejlige kogelage som kommer fra kikærterne. Det særlige ved kikærter er, at de har en speciel, lidt kød-agtig smag, på en måde lidt umami-agtig, i mangel af en bedre beskrivelse. Og faktisk smager kogevandet, altså vandet du koger kikærterne møre i også lidt hen ad fond, og er derfor genialt i en suppe som denne.

LÆS OGSÅ: Brune risnudler med ramsløg, asparges & gedeost

Du behøver ikke stå og stå og slås med at koge din egen kyllingefond, ej heller ud og købe dig fattig i en købeversion af ordentlig kvalitet, du har nemlig din helt egen vegetariske kikærte-fond lige her. Den smager forrygende og den er super god til forskellige vegetariske – og kødfulde – supper og gryderetter. Bum, så ved I det! Jeg koger mine kikærter sådan her: Lad dem stå natten over i koldt vand, hæld vandet fra og overhæld med en ny gang koldt vand. Lad der være rigeligt, de skal dækkes og mere til. Tilsæt et mellemstort gult løg, skrællet, og en god tsk. salt. Kog dem i ca. 40 minutter, til de er møre, men stadig har bid. De er perfekte at komme i en suppe som denne, i en fyldig salat, eller at blande i en gryderet, f.eks. med lam. De er også fine til frys, og kan tages direkte ud af fryseren og i suppen/gryderetten. Og som sagt, gem kogevandet!

Sådan gør du

Svits hvidløgsfeddene i lidt olie eller fedtstof til de begynder at dufte godt af hvidløg og bliver let transparente i det. Tilsæt karryen og svits ved middel varme et par minutter, vær dog opmærksom på, at karryen ikke brænder på. Tilsæt kogevandet fra kikærterne og lad fonden koge op. Smag den til med lidt citronsaft og salt. Vær opmærksom på, at kogelagen fra kikærterne også er salt i sig selv, så smag dig frem, hvor meget den trænger til. Tilsæt kyllingekød og rucola, og lad suppen komme op og simre et par minutter så rucolaen klasker sammen og suppen varmes godt igennem. Giv den et godt skud friskkværnet peber og et skvæt god olivenolie inden servering og nyd den rygende varm. Det er sund, nærende, nem, billig og god mad! 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *