Det er en god ide at have gang i flere gryder på samme tid, så de forskellige retter er færdige samtidigt.
2-4 personer.
Sådan gør du
Daal: Hak løg, ingefær, chili og hvidløg. Skær tomaterne i grove tern. Varm olien op i en tykbundet gryde, og svits krydderier hurtigt ved høj varme. Tilføj løg, chili, hvidløg og ingefær. Tilsæt salt og linser, og svits af i 1 minut. Tilsæt de hakkede tomater. Lad det simre i 5 minutter. Tilsæt bouillon, og lad det småkoge i 10 minutter. Tilsæt tomatpure, og lad det simre i yderligere 10 minutter. Server med frisk koriander og skiver af lime.
Tip: Server daal, lam og raita i små skåle på bordet med ris og chapati og evt. mangochutney. Brug store tallerkener eller bananblade til at servere det på. Hvis det skal være helt autentisk, skal det spises med højre hånd (ikke venstre), ligesom de gør i Indien. Man lærer hurtigt at forme højre hånd som en ske, og det er en god måde at spise på – og at blande alle de småretter, som kommer på bordet.
Lam med spinat: Rist fennikelfrø, korianderfrø og spidskommen af på panden. Tag af, og knus let i en morter. Varm olie op i en gryde, og svits løg, krydderier og lam. Tilsæt tomat, skru ned for varmen, og lad det simre i 15 minutter. Kom spinaten i, en håndfuld ad gangen. Kog i 5 minutter. Kom til sidst kokosmælken i, og smag til med salt og lime.
Raita: Skær agurken i små tern. Skyl korianderen, og hak den. Bland alle ingredienser sammen, og smag til med lime, salt og peber. Denne ”neutrale” syrlige dressing er en rigtig god kontrast til de krydrede retter.
Chapati (indisk fladbrød): Bland mel og salt. Kom olien i, og bland med én hånd. Tilsæt det lunkne vand lidt efter lidt, mens der æltes med fingrene. Dejen skal blive blød og glat som en solmoden tomat. Tænd for dit komfur. Et gasblus er bedst. Sæt en pande over. Tag en lille kugle af dejen, og rul den i lidt mel. Rul med en kagerulle. Kom den udrullede chapati på den brandvarme pande. Vend, når du kan se, der begynder at dannes lufthuller. Når den anden side tager farve, kommes hele chapatien direkte på gasblusset. Lad det puffe op. Ellers vend det, og tag det af varmen. Smør en lille smule smør på, så det ikke bliver tørt.