Ca. 500 g grovvalsede havregryn
125 g kokosolie eller anden neutral eller lidt nøddeagtig olie, eks rapsolie eller vindruekerneolie
1,5 dl lys agavesirup, alternativt kan bruges flydende honning eller almindelig sirup
2 spsk flydende honning
½ tsk fint salt
½ tsk vaniljepulver, usødet
½ tsk stødt kanel
200 g mandler eller hasselnødder
2 dl hørfrø
2 dl solsikkefrø
Ca. 100 g ristede kokoschips, evt fra Urtekram
200 g tørrede bær, f.eks blåbær, jordbær, hindbær, eller evt rosiner som også smager skønt
Denne her granola hamler så nemt op med de gode, man kan købe og så kan den jo nærmest costumizes efter smag og behag. Laver du den med agavesirup, er den tilmed mild mod dit blodsukker. Og den lange ristning, – det er klart den bedste måde, jeg har lavet granola på. Det gør at grynene bliver super sprøde og knasende og så risikerer du ydermere ikke, at den brænder på midt i det hele, for gør den først det, så er der kun skraldespanden tilbage. Det bliver bittert og uspiseligt.
Denne portion giver en stor omgang granola, men den holder sig fint i en lufttæt dåse, så lur mig om ikke den bliver spist!
Sådan gør du
Tænd ovnen på 80˚ traditionel ovn. Smelt kokosolien i en gryde ved lav varme, tilsæt agavesiruppen og honningen og rør det sammen. Spred grynene ud i bunden af en bradepande med bagepapir i bunden, tilsæt salt, vaniljepulver og kanel og miks det godt sammen med grynene. Hæld kokosblandingen over, og brug hænderne til at blande den grundigt sammen med havregrynene.
Bag blandingen i ovnen i 4 timer og rør en gang imellem undervejs. Tilsæt nu solsikkefrø, hørfrø mandler, skru op til 100˚ og bag videre ca. 1 time til gryn, kerner og nødder/mandler er gyldne og sprøde, men hold øje og rør i blandingen et par gange undervejs. Tørret frugt og kokoschips vendes i blandingen når ovnen slukkes, og derefter lader du granolaen stå med ovnlågen lukket, og lader den køle af inde i ovnen.
Når den er helt kold, lægges den i en lufttæt beholder, her holder den sig sprød og god på et tørt sted. Spis på yoghurt, med mælk på eller som drys på en smoothie eller på kærnemælkskoldskål. Det er SÅ godt!
Læs også: Yoghurt med frugt & nødder
Læs også: Omelet med yoghurt-persillecreme