Ca 3 spsk olivenolie
4 store æg
2 spsk creme fraiche, vand eller mælk
3 spsk hvedemel eller alternativ
1 lille bundt grønne asparges
6-8 mellemstore champignon
1 stort scalotteløg, kan undlades
1 skive gedeost i hver
1 lille bundt frisk estragon, purløg og dild er også skønt og velegnet
Ca ½ tsk. havsalt
Friskkværnet peber
Hvis man, som jeg, elsker æg OG muffins, synes jeg i al beskedenhed godt, at man kalde det her en virkelig god opfindelse! Det er jo ret beset ikke andet end en lille muffinsformet æggekage, men alligevel er den altså lidt anderledes. Jeg tilføjer en smule hvedemel og mælk til æggene, fordi de så får en lidt anderledes konsistens, som minder lidt om en mellemting imellem en æggekage og en almindelig muffin. Hvis man gerne vil undgå regulær hvedemel, kan man forsøge sig med glutenfri mel, kokosfibermel eller måske fint spelt. Jeg har prøvet alle varianter, og de fungerer. Og så er der jo det med fyldet, som kan varieres i et væk. Jeg har prøvet at lave disse med varmrøget laks og spinat, med råstegte kartofler, hakkede oliven og soltørrede tomater, med rød peber og løg, med skinke, champignon og ost, og så videre og så videre. Jeg skal nok liste nogle gode alternativer op til jer nederst på siden. Mit næste forsøg går på at lave en sød version, så betragt dette som en vol. 1, med fortsættelse følger.
De er geniale som en morgenmad på farten, i madpakken, hurtig snack efter træning eller som tilbehør til aftensmaden. De kan faktisk alt, og det er jo derfor de kommer ind her som en af de gode everyday basics, som er opskrifter der gør noget godt for din hverdag. Og jeg synes de opfylder kriterierne til perfektion. De er også supernemme, og DET er en faktor, jeg selv sætter stor pris på. Husk nu at købe ordentlige friske økologiske eller frilandsæg med smukke gule blommer fra høns som har haft det godt. Det gør oplevelsen så meget bedre! Og nu til opskriften.
6 store egg-muffins eller 12 små.
Sådan gør du
Tænd ovnen på 175˚ og sæt muffinsformen på en bagepladen, det er lidt besværligt at flytte den over på pladen når fyldet er kommet i. Smør formen med olivenolie og knæk enderne af aspargesne og skær dem over i to og rens champignonerne og skær dem i tynde skiver. Fyld et par asparges og nogle skiver champignon i hver muffinform, hak løget meget fint og drys lidt over hver. Læg et stykke gedeost øverst. Pisk æggene sammen med cremefraiche, mel, salt, bagepulver og peber og finthakket estragon og hæld massen over grøntsagerne i muffinsformen. Bag æggemuffinsene i ca. 20 minutter i ovnen, (10 hvis de er små), og tag dem ud når de er fint hævede og ægget ikke ”blævrer” i midten. Spis dem varme, lune eller kolde.
Tips til fyld
· Soltørret tomat, hakkede sorte oliven og små råstegte kartoffeltern
· Ristede bacontern, løg og rosmarin
· Frisk spinat, røget laks og frisk gedeost
· Lufttørret skinke, champignon og vesterhavsost