Dej
40 g gær
5 dl lunet mælk
½ tsk salt
3 spsk sukker
1 æg
1 tsk stødt kardemomme
ca. 900 g hvedemel
150 g stuetempereret smør
Fyld
mørk-remonce:
200 g blødt smør
200 g brun farin
1 tsk. kanel
2 mellemstore syrlige æbler, revet
Karamel
1 dl piskefløde
100 g muscovadosukker eller brun farin
75 g smør
¼ tsk havsalt
I disse æbletider er det bare om at få dem brugt til alskens gode sager. Jeg elsker kanelsnegle, i min optik er der ikke meget der slår en nybagt, luftig og lækker snegl, og derfor går jeg heller ikke af vejen for at eksperimentere lidt henad den vej. Æble, kanel og karamel lød som en ret godt idé, så derfor sku det naturligvis prøves af. Og det blev godt! Æblernes syre er virkelig dejlig sammen med den dybe smag af karamel og den krydrede kanel…
Denne opskrift giver ca. 20 snegle.
Sådan gør du
Smuldr gæren ud i mælken, tilsæt salt, sukker, æg og kardemomme. Bland halvdelen af melet i og rør dejen glat. Tilsæt smørret lidt ad gangen i mindre klumper sammen med resten af melet. Ælt dejen godt og grundigt sammen, indtil den er glat og smidig. Det kan være, du synes, at dejen virker for våd at arbejde med, men vær varsom med at tilsætte mere mel. Hvis du gør det, så nøjes med kun en lille smule ad gangen, for ofte så vil dejen samle sig, når du får æltet den godt igennem. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i en skål med et fugtigt klæde over. Bland imens remoncen sammen til en blød masse, dog uden de revne æbler. Bland ingredienserne til karamellen sammen i en lille gryde og lad den simre 6-7 minutter til den er tyknet let, lad den derefter køle af i køleskabet.
LÆS OGSÅ: Chokoladekage med syrlige, friske bær
Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, vendes den ud på et meldrysset bord og rulles ud med let hånd til et rektangel på ca. 40 x 60 cm. Smør remoncen ud på, drys med de revne æbler og hæld til sidst den afkølede karamelsauce henover. Rul sammen til en rulle på den lange led og skær ud i snegle på ca 6-7 cm’s tykkelse. Sæt sneglene i en form med 1-2 cm imellem dem, og lad dem efterhæve en halv time. Bag nu sneglene ved 200 grader i ca 30 minutter på midterste rille. Tag dem ud når de mørkt gyldenbrune. Lad dem køle af, før de brækkes fra hinanden og nydes lune eller ved stuetemperatur. De kan yderligere dryppes med en tynd glasur, mens de stadig er lune, hvis man vil have dem endnu mere snaskede 🙂