2 store æg
2 dl rørsukker
ca 6 dl hvedemel
1/2 tsk bagepulver
50 g meget finthakkede mandler, næsten som groft mandelmel
1 tsk flagesalt
50 g smeltet smør
1/4 tsk. rent vaniljepulver
Jeg har yderligere tilsat
2 spsk. finthakket frisk timian
150 g grofthakket mørk chokolade
150 g mandler
Herhjemme går de under navnet gumlekager, fordi man uden problemer kan gumle utrolig mange af dem, uden antydning af kvalme. De er så utrolig nemme at kunne li’, og hver gang jeg bager, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke gør det noget oftere. Ydermere er de supernemme, og de kan varieres på et utal af måder. Nedenstående opskrift er en god grundopskrift at gå ud fra, herfra kan tilsættes chokolade, forskellige slags nødder eller mandler, citron-eller appelsinskal, tørret frugt, krydderurter. Find din favorit!
Sådan gør du
Pisk æggene og sukkeret let sammen i en skål. Bland mel, bagepulver, mandelmel, chokolade, timian, mandler og salt sammen og rør det i dejen sammen med det smeltede smør. Form dejen til pølser af bradepandens længde og med en tykkelse på ca. 3 cm. Tryk dem en anelse flade og bag dem i ovnen ved 180 grader i 15-20 minutter. Tag stængerne ud og sænk temperaturen til 100 grader. Skær dem ud til skorper med en tykkelse på 1-2 cm og bag biscottierne i yderligere 30 minutter, til de er hårde og sprøde. Opbevar lufttæt, så holder de sig sprøde længe.