Food&Health

Nem rug-tærte med kylling, bacon & løg

Nem rug-tærte med kylling
Ingredienser

Rug-tærtedej

100 g rugmel

100 g fuldkornshvedemel

75 g smør

1/4 tsk. fint salt

2 spsk. iskoldt vand

Fyld

2 spsk. olie, gerne olivenolie

2 fed hvidløg

5 mellemstore løg

50 g bacon i skiver eller tern

ca. 250 g kold kylling, bryst, overlår, lår

Salt

Peber

2 store æg

2 spsk. creme fraiche eller yoghurt 10%

50 g 2 spsk. parmesan eller anden fastost, fintrevet

1 håndfuld friske salvieblade eller friske timianstængler

Det er egentlig sjældent, jeg laver salte madtærter, fordi som oftest bryder jeg mig ikke specielt om den der lidt klæge tunge tærtebund. Men denne bund er faktisk hverken klæg eller tung, og den bliver kun bedre af at være helt igennem fuldkorn, så man kan sagtens forsvare at spise ud fra en sundhedsmæssig vinkel, (hvis man da bekymrer sig om den slags.) Jeg havde en rest kold kylling, og har desuden en ting med løg for tiden. Kombinationen af kylling, løg og bacon er simpelthen så dejlig, og jeg synes salvien giver det sidste prik over i’et. Ikke alle bryder sig om salvie, den har en lidt parfumeret, særegen smag, men jeg er vild med det. Jeg synes, den passer perfekt her. Kyllingen kan sagtens være et par kyllingebryster som du lige har stegt, men en rest kold kylling er jo både nemt og helt perfekt at bruge her. Du skal ikke hæfte dig så meget ved mængden, lidt mere eller mindre er helt fint. Jeg finder altid på undskyldninger til at at bruge parmesan eller vesterhavsost, to af mine yndlingsoste, men en fast skæreost er også velegnet, og når jeg nærmere over det, så tror jeg faktisk både gorgonzola i små tern og gedeost også ville fungere fint. Prøv dig frem, det ville glæde mig, hvis der kom gode ting ud af lidt køkken-eksperimenter;) Husk at mine opskrifter ikke er hellige, og du skal endelig costumize løs, hvis du føler for det.

Jeg synes, det her er en super-dejlig hverdags-tærte, som nemt kan gå hen og blive i hvert fald en af mine favoritter. Herlig smag og rimelig nem, sådan i hvert fald. Prøv endelig kræfter med tærtebunden, jeg synes den smager dejligt, og husk, den kan jo bruges til det meste. Hvis du har en rest broccoli eller porre, så skift løgene ud med det, det vigtigste er, at du har en æggemasse med ost og creme fraiche/fløde eller fed yoghurt, til at binde fyldet sammen med.

Sådan gør du

Start med at lave tærtedejen, så kan den hvile imens fyldes gøres klar. Bland de to slags mel og salt med hinanden, skær smørret i store tern, og gnid det ind i melet, så du får en rapslignende masse. Tilsæt det kolde vand og ælt hurtigt dejen sammen. Hvis den stadig virker tør, så tilsæt en smule mere vand, til den har konsistens som en grov mørdej. Pak den ind i film, og lad den hvile på køl. Skær hvidløgsfeddene og løgene i skiver og varm olien op på en pande. Svits løg og hvidløg i ca. 5 minutter til de er transparente og bløde, tilsæt bacon og svits yderligere nogle minutter ved middel varme, til baconen begynder at blive gylden og sprød. Smag til med salt og friskkværnet sort peber.

Tænd ovnen på 175 grader. Rul dejen ud imellem to stykker bagepapir til den har en tykkelse på ca. 3-4 mm og læg den i en smurt og meldrysset tærteform, ca. 22-24 cm i diameter. Du kan også lægge den direkte i formen med det nederste stykke bagepapir, så behøver du ikke smøre formen først. Tryk siderne godt ind. Forbag tærtebunden i ca. 15 minutter på midterste rille i ovnen, tag den ud og lad den køle let ned. Fordel løg-bacon-blandingen på tærtebunden sammen med kyllingen, pisk æggene godt sammen med de 50 g ost og creme fraiche og hæld over tærten. læg salviebladene ovenpå og drys med den sidste ost. Hvis du bruger timian i stedet for salvie, så skal timianen blandes med æggeblandingen. Bag tærten i ca. 25 minutter på midterste rille, eller indtil at ægget er fast. Server tærten varm, lun eller kold, den smager skønt med en god grøn salat, men er også perfekt til at tage med på madpakken.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *