Food&Health

Marie Holm – Når mode kan spises

Marie Holm - Når mode kan spises
Facts

Madmode lige nu

Juice serveret i syltetøjsglas

Alt med yuzu! (japansk citrusfrugt)

Koldbrygget kaffe

Hotdogs

Skyr

Budding (og dermed basta!)

Fermentering

Kål i alle afskygninger

Cheesecake

Avocadomadder

Tatar

Grøntsager i desserter

Alt, der er hjemmelavet

Fourageren – det, at gå i skoven/på stranden/i engen og samle nødder, urter, svampe

Marie Holm er madskribent og forfatter til den kombinerede essaysamling og kogebog ’Foodie’, der udkom på Gyldendal i marts, og handler om alt det, der rykker indenfor madmoden pt. Marie er ekspert i at lure de største trends og forfølge de stærkeste tendenser, og har en fortid som madanmelder og magasinjournalist. Og så har Marie arbejdet som kogeredaktør for bl.a. Claus Meyer, Morten Heiberg, The Coffee Collective og Nikolaos Strangas. Marie er oprindeligt uddannet på Københavns Universitet ved Institut for Litteraturvidenskab. Du kan læse mere på madskriv eller tjekke Marie ud på Instagram under navnet @mariemadskriv

”Hello. My name is Marie and I’m a culinista”. Sådan kunne det passende lyde, hvis jeg skulle præsentere mig selv i en rundkreds. Jeg er nemlig sådan en madmode-chic, der følger med i hvad der rører sig lige nu; hvilke nye restauranter, der pt. rocker madscenen, hvilke kokke, foodies, bloggers og Instagrammers, der er toneangivende og ikke mindst: Hvad de serverer for at være det. Jeg ser – og stjæler – tendenser, prøver dem af derhjemme og er indimellem hende firstmoveren, der laver et eller andet, andre i fødekæden kopierer. Jeg blander det nyeste med vintagekreationer og shopper det bedste fra både high end og high street. Og ja. Det er stadig mad, jeg taler om. 

For der er mode i mad! Og det er de samme mekanikker, der er i sving uanset om det er fashion eller food fashion, det handler om. Det gælder for madmoden som for al anden mode, at man først kan betegne noget som moderne, når det er blevet kopieret et vist antal gange og af et vist antal mennesker. Det er først i det øjeblik en større gruppe af mennesker er enige om, at noget er fedt, man kan tale om ’mode’. Og så er det i princippet lige gyldigt om vi taler en taske, et mønster, et brilledesign, en ret, en kage eller en særlig råvaresammensætning.

Tænk på pulled pork, der forrige og sidste sommer gik sin sejrsgang og lå på grillen ved de fleste sommerfester. Først var det de få, virkeligt fremme-i-skoene-foodies, der lavede trukket gris. Dem, der havde rejst i USA eller set brødrene Price i tv. Nu fås pulled pork som færdigret på frost i ethvert supermarked og Kims har lavet chips med ’Pulled pork-smag’! 

Eller denne sommer, som har stået i avocadomaddens tegn. Rugbrød eller palæobrød toppet med sirligt udskårne avocadoskiver, og drys af fx purløg, revet citronskal, cayennepeber, og havsalt, er blevet serveret på de københavnske cafeer og spisesteder og kopieret i stor stil i vores private køkkener. Er man bare lidt mad- og livsstilinteresseret i sit følgevalg på Instagram, har man set masser af smukke avocadomadbilleder i sin feed og sikkert også selv postet et par af de vidunderlige madder. Jo, avocadomadder er højeste mode.

Modemad opstår ikke ud af det blå. For at en masse madinteresserede mennesker overhovedet skal begynde at lave og/eller spise pulled pork, madder med avocado, macarons, tatar og hvad vi ellers har oplevet for nylig, er der nødt til at være firstmovers. Måske en professionel kok, måske en menig foodie – en, der enten får idéen til en ny ret, eller sætter fokus på en overset klassiker og bringer den til ny ære og værdighed. Et – eller flere – mennesker som er særligt kreativt eller som vi beundrer på en særlig måde. Da Michelinkokke som René Redzepi og Christian Puglisi første gang satte tatar på menuen, var der ganske givet nogle, der syntes de var sindssyge. Der var også dem, der var modige, og straks satte tænderne i de nye, avantgardistiske versioner af den rå kødklassisker. Mode og modig – de to ord minder om hinanden … Anyway, pointen er, at tatar ikke var moderne, da René Redzepi eller Christian Puglisi først satte den på menuen. Den var nyskabende. Men den er moderne nu, hvor kokke, restauranter, foodies, bloggere og Instagrammers har kopieret den – og dem – i stor stil.  

Da jeg skrev min bog, Foodie, lavede jeg et helt kapitel om budding i håbet om at igangsætte en regulær budding-bevægelse. Skabe blævrende mode ved at sætte fokus på en gammel klassiker og bringe den up to date. Og det virkede faktisk. Ikke på en overstormende måde, hvor alle pludselig spiste budding! Men alligevel på en måde, så andre end mig pludselig fandt cremedesserten interessant. En lille gruppe cool pop-up-kokke ville pludselig låne mine buddingforme, jeg hørte om Michelinrestaurnt, der ville servere budding til en personalemiddag og pludselig ringede Politiken og ville bringe en artikel om mig og ikke mindst min budding. Og gjorde det. Mellem os, har det ikke toppet endnu, så vil du signalere at du er helt fremme på beatet, der hvor vi er langt fra mainstream og dermed også de modreaktioner, der uværgerligt vil komme – så skynd dig at købe en smuk buddingform! For vi culinistaer er jo på evig jagt efter det næste nye store og vi ved det jo godt: Når noget er blevet kopieret tilstrækkeligt mange gange, mister det sin unikke aura og nyskabelser må til. 

Meeeeen. Der er heldigvis også ting, der aldrig går madmæssigt af mode. Gastronomiens pendanter til Burberry -trenchcoaten, Levis 501, den hvide herreskjorte, Chanels lille sorte, The Birkin bag eller Ray Ban’s aviator-briller. Klassikere som bøf bearnaise, eggs benedict eller chokolademousse. Retter, der er kommet for at blive og som til alle tider vil vidne om god smag. Og når nu vi er ved det. Er det ikke pudsigt at tænke på, at et begreb som ’god smag’, der bruges flittigt i modens og kunstens verden i virkeligheden kommer fra den kulinariske verden, og handler om det, vi spiser ..? Der er ikke bare mode i mad, men også mad i mode. Det må culinistaen her skrive om en anden gang.

Læs også: Anne Moltke – Lykken er chokolade

Læs også: Jane Faerber – Mit elskede brød

Læs også: Ditte Ingemann – Tarteletter

Læs også: Louisa Lorang – Mit sunde køkken

Læs også: Frantz Lundby – Fra natur til bord

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *