Ditte Ingemann er stifter af madbloggen The Food Club hvor hun tryller alskens dejlige retter, drikke, snacks og andre lækkerier frem i sit eget køkken. Ditte skriver for både danske og udenlandske magasiner og har desuden udgivet to bøger og en e-bog, “Salater fra The Food Club”, “Sunde, søde sager” og “Morgenmadsmissionen”. Her fortæller Ditte om en ret som betyder noget helt særligt for hende og hendes familie.
LÆS OGSÅ: Smørrebrød – den moderne klassiker
Tarteletter er for mange mennesker noget, der primært hører 80’erne til, men for mig er de lige aktuelle og hver bid frembringer nostalgiske minder. Det er en af de retter som, i min familie, er gået fra generation til generation, og som jeg har taget til mig i mit eget køkken. Jeg har aldrig haft mål eller set en reel opskrift på familie-tarteletten, men den er gået i arv fra min oldemor til mormor til mor og til sidst, mig. Tarteletter med høns i asparges har spillet, og spiller fortsat, en stor rolle i min familie, og har altid fungeret som festmad; en forret vi ofte spiste hos min mormor og morfar, som selv havde høns til retten i baghaven.
Det specielle ved vores tarteletter er, at der tilsættes sukker og eddike til saucen, hvilket giver en meget aromatisk og dyb smag og det er sådan, at tarteletter skal smage for mig. Jeg bruger lang tid på at smage retten til, for at den skal ramme min mormors autentiske smag.
LÆS OGSÅ: Tabbouleh med friske abrikoser
Min mormor pyntede dem altid med agurkeryttere og tomatbåde, men jeg vælger at pynte med friske, sprøde salater eller urter, og tilsætter friske grønne asparges, for at give retten lidt knas og bid. Tarteletter er for mig ægte mormormad, der absolut ikke må gå i glemmebogen, og netop derfor har jeg valgt at videregive mit arvestykke.
Få den lækre opskrift lige her.