Food&Health

Anne Moltke – Lykken er   chokolade

Anne Moltke - Lykken er   chokolade

Der findes en chokolade-dronning på dansk jord, og hun hedder Anne Moltke – eller måske bedre kendt som Anne au Chocolat, som er navnet på hendes søde, mundvandsdrivende lækre blog, som nok kan give en lyst til, nå ja… lige præcis god chokolade. Anne udgav i 2014 bogen “Lykken er chokolade” sammen med en anden blogger med en sød tand og et særligt talent for desserter og søde sager, Maja Ambeck Vase. Anne er fuldtidsansat hos Chokoladekompagniet, som blandt andet står får importen af Valrhona chokolade i DK.

www.anneauchocolat.dk

Kan man blive lykkelig af at spise chokolade? Jeg kan!

Jeg spiser chokolade hver dag, fordi jeg elsker smagen, og fordi det er min pause i en travl hverdag. Lige dér hvor jeg husker mig selv på at være tilstede i nuet og i livsnydelsen. Med fare for at lyde naiv eller frelst er jeg sikker på, at livet lige bliver lidt mere lækkert, hvis man tager sig et øjeblik til at stoppe op og smage på det. Det gælder ikke kun i situationer med spisning, men i mange aspekter af tilværelsen. Jeg er dog altid helt til stede, når jeg tager en bid af en chokoladeplade for at få mest muligt ud af chokoladenydelsen. Alt smager bare bedre, når man er tilstede.

Skal man virkelig betale så meget for god chokolade? Ja man skal! Det kan godt være, at man betaler ekstra for kvalitet. Men kvalitet betaler sig. 

God chokolade mætter og tilfredsstiller dine sanser, så du højst sandsynligt kun kan spise et enkelt stykke eller to ad gangen. God kvalitetschokolade er også lig med god etik. Ordentlige forhold i chokoladeproduktionen giver dig god samvittighed, når du sætter tænderne i chokoladen, og sådan burde det altid være! Chokolade skal være noget, man nyder uden at føle, at man synder og får dårlig samvittighed. Hvis man spiser varieret og bevæger sig dagligt, er der også plads til chokolade og kager i dit liv. 

Er god chokolade lig med høje kakaoprocenter? Ikke nødvendigvis! 

En chokolades kakaoprocent fortæller ikke noget om kvaliteten, men angiver blot hvor meget kakao chokoladen indeholder. Chokoladens kvalitet afhænger til gengæld af, hvilke kakaobønner, der er brugt til at fremstille chokoladen, og hvordan de er blevet behandlet, fra de tages ud af kakaofrugten på plantagen, til de kan smages i den færdige chokoladeplade. Desuden er det også afgørende for chokoladens kvalitet, at der eksempelvis ikke er tilsat vegetabilsk olie i chokoladen, som desværre tilsættes en del chokolader for at sænke prisen, da olie er langt billigere end kakaosmør. At dømme en chokolade ud fra sin kakaoprocent svarer til at dømme en rødvin ud fra alkoholprocenten. 

Spis et stykke eller to af din favoritchokolade. Gerne hver dag. Det fornøjer! Prøv også opskriften på mine chokoladebrownies, som er vanvittigt vanedannende. 

Læs også: Louisa Lorang – Mit sunde køkken

Læs også: Ditte Ingemann – Tarteletter

Læs også: Marie Holm – Når mode kan spises

Læs også: Jane Faerber – Mit elskede brød

Læs også: Frantz Lundby – Fra natur til bord

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *