Kan cafékortet ofte virke uoverskueligt, når det kommer til valget af kaffe? Eller har du brug for at prøve noget nyt ud over den sædvanlige café latte? Så har vi samlet en guide til, hvad du kan forvente, når du bestiller …
Filterkaffe
En kop filterkaffe kender de fleste, og mange af os drikker den ofte hjemme hos os selv. Filterkaffe er lavet ved at hælde kogende vand igennem et filter med malede bønner. Filterkaffen er dog mange steder blevet skiftet ud med en americano.
Americano
En americano er helt simpelt. Den består af espresso tilsat kogende vand. Eftersigende stammer navnet fra 2. verdenskrig, og opstod da amerikanske soldater tilførte kogende vand til espresso, får at det mindede mere om den kaffe de kendte hjemmefra.
Café latte
Cafe latten er efterhånden også blevet meget populær blandt danskerne. Café latte betyder kaffe med mælk, hvilket er præcis, hvad denne kaffedrik tilbyder dig. Drikken er lavet af 1/3 espresso og 2/3 mælk med mælkeskum. Den er mild i smagen og er en god start for kaffe-nybegynderne.
Cappuccino
En cappuccino er lidt stærkere i smagen end en café latte. Drikken består af 1/3 espresso, 1/3 mælk og 1/3 mælkeskum. En cappuccino er meget cremet og har en lækker fyldig smag af kaffe. Baristaen kan virkelig lege med sine kreative egenskaber med denne drik, og du vil derfor ofte se en smuk latte art i cappuccinoens overflade.
Espresso
Espresso er det, som tilfører kaffesmagen til mange af de andre kaffedrikke. Espresso er lavet af malede espressobønner og kogende vand. Da det er koncentreret kaffe, er den meget kraftig og stærk i smagen. Drikken findes med et single- og et dobbeltshot espresso. Er man virkelig en hardcore kaffedrikker, så er denne drik perfekt.
Cortado
En cortado ligner en mini-café latte, men lad dig ikke snyde! Denne kaffedrik er en del stærkere end en café latte. Cortadoen er lavet på halv espresso og halv steamet mælk. Da den er lavet med målene 50/50, er den forholdsvis stærk i smagen.
Macchiato
En macchiato er et shot espresso med meget lidt mælkeskum på toppen. Macchiato betyder plettet på italiensk, hvilket er, hvad du ser, når baristaen tilfører lidt mælkeskum på toppen – espressoen bliver ’plettet’. Drikken er meget stærk og kraftig i smagen.
Læs også: Varm chokolade på 3 måder
Læs også: Københavns 3 bedste varme chokolader