Mad skal smage af noget. Af meget. Af mere. Jettemor som er en kær ven af Christianes familie, deler her ud af nogle af sine egne yndlingopskrifter, afprøvet et utal af gange i hendes eget køkken, og til masser af glade venner og familie som har nydt godt af dem. Og smag er der masser af. Prøv dem, spis dem og nyd dem – det er skønne og nemme opskrifter som alle kan lave. God fornøjelse!
Jeg er opvokset på Femte Juni plads, Frederiksberg. I huset ved siden af mit barndomshjem bor familien Gaarde. Jette og Martin og deres 2 børn. Jette er veninde med min mor. Jette bliver kaldt for Jettemor både på vejen og i andre sammenhænge. Som barn rendte vi fra hus til hus – vi stod på vejen i nattøj og snakkede og havde man madrester, kom man altid lige ind med dem, og omvendt. Min mor og Jettemor har aldrig lagt skjul på deres kærlighed til god mad. De lavede mad hele min barndom, i tide og utide. Alt fra bunden og altid gode råvarer. Nogle gange føltes det som om Jettemor producerede mad til hele området, og vi har alle nydt godt af hendes rester. Hun ELSKER at lave mad. Og hun laver mad, der smager. Når vi andre bruger en tsk. fuld kanel, bruger hun en spsk., når vi andre bruger en spsk., bruger hun en dl – jo, hendes mad smager – det smager godt! Hun har 8 ovne, 8 gasblus, en madelevator og 4 frysere. Og ja, to slanke børn med god appetit. Jettemors opskrifter er hendes egne og hun har aldrig lavet mad som en forretning, hun gør det af lyst. Fordi hun elsker det. Jeg blev derfor også virkelig glad da hun indvilligede i at dele sit allerhelligste – sine opskrifter – med os – dig og mig; ChriChri’s læsere. Jettemors mad er nemt at lave – hun vil nemlig gerne vise, at mad slet ikke behøves at være så svært at lave.. Nemt, ligetil og smagfuldt – det er tesen for jettemors opskrifter. Håber du bliver inspireret. Enjoy!
Vi ligger i dag ud med en trøffelkage med chokolade – mange flere vil løbende komme til.
xxx CSM