Jeg er født under en nysgerrig stjerne, hvilket har sat sit tydelige præg på alt jeg har foretaget mig siden jeg var ganske lille, ikke mindst inden for madområdet.
Jeg kommer ikke fra en familie, hvor mad og sundhed har haft det store fokus; hjemmebag jo tak, men vi kunne f.eks. få serveret kartofler med mælkesovs og en pakke hamburgerryg skåret ud i tern til aftensmad. Velbekomme! Hvor blev grøntsagerne, madglæden og smagen af? Som barn var jeg så nysgerrig, at jeg spiste hvad jeg kunne komme i kontakt med af naturens gaver, fx friskplukkede rå rabarber – lidt sure men i legen var de bare helt eksotiske og bladende var gode som troldesko, og sammen med min søster og en veninde kunne vi finde på at koge hyldebærsuppe i den hemmelige hytte i eventyrskoven. De holdt igen med det røde bryg, men jeg spiste af den, ja faktisk til jeg kastede op. Måske hygiejnen ikke var helt i top, men jeg synes det var spændende at spise noget vi selv havde fremtryllet. Fantasien og legen blev ikke begrænset trods en smule tvivlsom bismag! På den måde har maden, legen og nysgerrigheden altid fulgt mig.
Uddannelse, fritidsjobs har ligeledes altid cirklet om mad. Erfaringen strækker bredt fra hjælper ved selskaber i den lokale hal, ’fiskekælling’ ved Royal Greenland, tjener på den daværende anerkendte restaurant Prins Ferdinand i Århus. Kaffespecialist ved én af Danmarks første kaffebarer, Altura, og som kronen på værket; kok på Mols Linien. Mit valg af uddannelse endte også med at blive endnu en stor mundfuld på flere planer, nemlig en Professions Bachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Human Ernæring – Tak spids, det er en titel der kan lukke munden på de fleste.
Denne kræsen omkring mad har dog ikke altid været præget af ren nydelse og glæde. Nysgerrigheden har også peget i uhensigtsmæssige retninger. Underlige diæter som kom til at ligge faretruende tæt op af en spiseforstyrrelse, selvbestaltede regler og begrænsninger for hvad jeg måtte og ikke måtte i ”sundhedens” tegn, såkaldte kost- og eksperimenter på egen krop er ’desværre’ også spændende og noget, som kan være sjovt at lege med. Og jeg kan ikke sige mig fri for at have ’leget’ ud af forskellige retninger. Jeg har dog været heldig med at min enorme madglæde og forstandsfornuft har sikret, at det ikke er gået helt galt, hvilket sagtens kunne være sket det første år som gymnasieelev.
For ca. syv år siden startede jeg ved Urtekram i kvalitetsafdelingen, og det var lidt en drøm, der gik i opfyldelse. Der var en virksomhed, hvor jeg virkelig kunne få lov til at boltre mig med alverdens råvarer og wauw!, så var de tilmed økologiske. Der gik heller ikke lang tid inden, jeg fik en fod indenfor udviklingen, og her kan man virkelig tale om leg på den store boldbane, i og med at Urtekram lancerer omkring 100 nye varer på årsbasis! Nogle af lanceringerne er godt nok blot et nyt krydderi i en sort dåse, kokosfibermel eller chiafrø, altså simple råvarer, men jeg får lov til at opbygge koncepter, studere råvarerne, tage dem med i køkkenet og leger. For en smags-nørd som mig, så er det ren slaraffenland.
Igen er der er også den anden side af medaljen, for hvordan holder man fast i fornuften og mavefornemmelsen, når ens hverdag er præget af kollegaer, krav, madtendenser og trends og ikke mindst kunder, hvor sidstnævnte kan være præget af ekstreme kostoverbevisninger, sundhedsfanatisme og allergier, men heldigvis også rigtig mange sunde, fornuftige mennesker. Jeg har været ved at løbe ud af diverse retninger, fordi det er sjovt, nyt og spændende, men alt denne legen nysgerrighed og viden omkring fødevarer, sundhed, reaktioner, allergier, miljø mm. har på mange måder givet mig styrke til at stå fast ved og turde tro på, at man hverken bliver sund, smuk, glad eller nysgerrig ved at undgå hele fødevaregrupper såsom korn- og mælkeprodukter, hvis der ikke ligger en alvorlig allergi til grund for at udelade diverse fødevarer. Viden er godt, men for meget viden kan også gøre os forvirrede og så påvirkede, at vi glemmer at bruge vores fornuft og vores mavefornemmelse.
Det handler simpelthen om balance på den brede bane. Nej, vi skal ikke stoppe os med sukker, café latte, store mængder alkohol og fedt, men vi skal på den anden side hellere ikke stoppe os med nødder, raw food, stenaldermad eller laktosefri produkter, hvis vi ikke lider af allergierne. Det giver derimod mening at nyde et glas rødvin med chips, en chai-latte med masser af hele, smagsgivende krydderier som booster vores immunforsvar og ikke mindst hele vores sanseapparat, en frisk laksebøf med masser af sprøde grøntsager i en sauce af shoyu soya og fløde uden stivelsesholdigtilbehør eller en hjemmebagt kage med smør, rørsukker, friske æg, mel, kanel og måske æbler fra haven.
Jeg er med andre ord nået frem til den overbevisning, som jeg nu endelig også tør stå ved, nemlig at sundhed skabes indefra. Madglæden, livskvaliteten og smagen er de vigtigste parametre for, om man som menneske er sundt og tilmed også udståler sundhed og vitalitet. Jeg vil derfor gerne sprede det det alt overskyggende budskab. Fjern de løftede pegefingre og nyd i stedet for det du vælger at spise.
Prøv f.eks. min trekornsgrød med flødeskum og bær, som en lækker eftermiddagsret, eller en forkælet efterårsmorgengrød.