[single_post_category_name]

The wildest sweet treat!

For et par søndage siden var jeg inviteret til Magasinet Lækkeriers overdådige dessert-event, i anledning af magasinets jule- og nytårsudgave som er ude nu. Søllerød kros dessertkok Casper Sundin havde tryllet i køkkenet, og kreeret den mest fantastiske dessertmenu du kan forestille dig. Alt var holdt i det søde hjørne, lige fra spejlægget som i virkeligheden var lavet på hvid chokolade og havtorngele til “brødet” i kurvene der såmænd var den lækreste saftige sandkage. Salt og peber var sukker og tørret vanilje. Yoghurten var en mousse på fåreyoghurt og granolaen lavet på brændt hvid chokolade. Det var vildt gennemført, og jeg må sige, at jeg er fuld af beundring for Caspers evner og fantasi. Helt fantastisk.

Vi var 12 dessert-entuasiaster til bords, herunder bloggere, madskribenter, en enkelt konditor, kogebogsforfattere, mig selv inklusive, og alle var i himlen. Der blev serveret i alt fem desserter, alle med vidt forskelligt udtryk, og sluttet af med petit fours og de mest velsmagende macarons jeg nogensinde har sat tænderne i. Bagt og smagt til perfektion. Det vilde ved disse desserter var, hvor meget Casper havde leget med både smag og udtryk. De var så utrolig forskellige, hver deres særpræg og særlighed. For eksempel havde han lavet sit eget take på en sommerklassiker, Soleroen, som smagte fuldstændig vidunderligt. Isen var i pulverform, mangoen var blevet til ravioli og passionsfrugten blevet til den lifligste, syrlige creme. Meget meget svær ikke at kunne lide. Også atypiske råvarer blevt taget under kærlig behandling denne dag i dessertens tegn, blandt andet jordskokker, fåremælk, malt og skovmærke, og han serverede en hasselnøddeis, som nærmest ikke var sødet, men som gav lige præcis det helt rigtige salte islæt som løftede desserten til nye højder.

Der blev knipset, gispet, åh’et og snakket desserter til den store guldmedalje, den dag. Jeg tror ingen af os forlod bordet upåvirkede, for det var virkelig en helt speciel oplevelse, at være med på sidelinjen, når en ægte passionist og håndværker, som Casper er, skruer op for talentet. Et kæmpe scoop for magasinet Lækkerier, jeg tror særligt Maja Ambeck Vase havde en aktie her. Mia Irene Kristensen var kvinden bag optikken, og det er hendes vidunderlige billeder I ser her. Drøm jer med til denne helt særlige og søde dag, som jeg i hvert fald sent kommer til at glemme.

LÆS OGSÅ: Sprød og lækker æblekage

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide